Seneste Danmarksnyheder

De såkaldte afstemninger i besatte ukrainske regioner er slut. Hvad sker der så nu?

Selv om indbyggerne i de russisk-kontrollerede regioner har udsigt til officielt at blive annekteret af Rusland, så betyder det ikke nødvendigvis, at forholdene ændrer sig drastisk.

Der har nemlig længe været et indædt forsøg på at gøre områderne russiske, fortæller Matilde Kimer.

– Allerede fra de første dage af besættelsen begyndte en russificering, som indebar, at man skiftede møntfod, blokerede for ukrainske mobiludbydere og orienterede de ukrainske lærere om, at når man kunne undervise igen, så skulle ukrainsk sprog fjernes, og man skulle følge russisk pensum, fortæller hun.

– Så bevægelsen har været i gang længe, og hvis man kigger på Donetsk og Luhansk, så har det foregået siden 2014.

Hvad angår de mænd, der er blevet tilbage i områderne, kan der dog være en væsentlig pointe. De bliver nemlig formentlig mobiliseringskandidater – i så fald risikerer de at skulle melde sig til russisk militærtjeneste, siger Matilde Kimer.

Hun peger på, at der allerede har været adskillige meldinger om, at mænd, som har fået besøg af de lokale valgmyndigheder i de besatte områder, har fået stukket en indkaldelse i hånden.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies