Danske turister opfordret til at holde sig indendørs, da uvejret rasede på Kreta: Spiller kort, mens stranden er lukket
Den græske ferieø Kreta blev fredag og lørdag ramt af et uvejr med regn og blæst, der har resulteret i voldsomme oversvømmelser.
Det er primært gået ud over den nordøstlige del af Middelhavsøen, som er et populært rejsemål for danske efterårsferie-turister.
Flere andre steder er folk blevet reddet, og det er uvist lige nu, hvor mange der er kommet til skade.
Ét af de rejsebureauer, der sender mange turister til Kreta i uge 42, er Spies.
Her oplyser kommunikationschef Sofie Folden Lund, at man i øjeblikket i alt har 1.299 gæster på Kreta, og af dem befinder cirka 800 af dem sig på den østlige del af øen.
– Vi sendte derfor i går en sms ud til alle vores gæster, hvor vi informerede om situationen og bad dem undgå at køre bil og i stedet holde sig indendørs, siger Sofie Folden Lund til DR Nyheder.
Spies har guider på destinationerne, som man kan få fat i på mobilen, og folk siddende hjemme i Norden, som følger situationen nøje og sender sms’er til gæsterne, hvis der skal vigtig information ud.
Det er Sofie Folden Lunds opfattelse, at danskerne har taget situationen med ro.
– Jeg har ikke nogen meldinger om gæster, der er direkte påvirket af uvejret og oversvømmelserne ud over enkelte, der har måttet flytte hotel eller værelse som følge af stormen og regnen, der visse steder har forårsaget vandindtræng. De fleste meldinger går på, at stranden ikke indbyder til badeferie lige nu, og så spørger de, hvad man ellers kan foretage sig foruden at sidde på værelset og spille kort, siger Sofie Folden Lund.
– Uvejret har heldigvis lagt sig nu på begge sider af øen, så der “bare” er dårligt vejr med lidt regn nogle steder og ellers opklaring. Kreta er normalt én af vores største destinationer på den her tid af året, for der plejer at være 25-26 grader og sol.