Derfor beslutter Michelle Genobisa og hendes venner sig også for at tage en anden vej end de tusindvis af andre festglade mennesker.
– Da jeg kommer ud af metroen, er der så mange mennesker, at jeg for at være helt ærlig er ved at få et angstanfald, så vi beslutter os for at gå uden om mængden og nærme os byen fra den anden ende af, siger hun.
Ambulancer i Itaewon her til aften. (Foto: © Jung Yeon-je, Ritzau Scanpix)
Kan ikke se jorden for mennesker
Den beslutning betyder, at de kan nå ind på en bar med udsigt til de gader i Itaewon, hvor menneskemængden kvæstede og dræbte de festglade mennesker.
– Der er mennesker overalt. Man kan slet ikke se jorden. Jeg sidder heldigvis på anden sal på en bar, og først opdager jeg slet ikke, at folk bliver kvæstede.
– Oppefra ligner det næsten, at folk danser. At de er en slags bølge, der bølger frem og tilbage, fortæller Michelle Genobisa.
Hvert år valfarter tusindvis af festglade unge til Seoul for at fejre halloween. Her ses Michelle Genobisa, inden hun hun tog til Itaewon-området, hvor ulykken skete.
Halvanden time efter de steg af metroen og bevægede sig mod barerne i Itaewon, kan Michelle Genobisa og hendes venner høre lyden af sirener.
– Pludselig kommer der en masse ambulancer og en masse politibiler. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har set så mange ambulancer i mit liv, fortæller hun.
Biler blokerede for udrykning
Ifølge chefen for de lokale brandmyndigheder, Choi Seong-bum, modtog man første gang meldinger om folk, der lå “begravede” i folkemængden klokken 22.24 lokaltid.
Ifølge Michelle Genobisa blev indsatsen fra både politi og ambulancer dog besværliggjort af både menneskemængder og anden trafik.
– Da ambulancerne kom, var det ikke noget med, at bilerne holdt tilbage for dem, og det samme med politiet, så det tager rigtig lang, før de når frem.
– De burde måske have lukket for trafikken, men den kørte stadig midt på hovedgaden, siger Michelle Genobisa.
Hun er nu tilbage i det kvarter, hun bor i, der ligger i en anden del af den sydkoreanske hovedstad.
Her ser hun stadig folk på gaden.
– Folk er chokeret, men jeg tror også, at der er flere, som det ikke er gået op for endnu.
Hun priser sig selv lykkelig for, at hun befandt sig på en bar, da ulykken skete.
– Det var en ret skræmmende i situation. Vi måtte bare blive siddende inde på baren, mens vi minut for minut fik at vide, at flere og flere blev kvæstede.