Dansk statsborger fængslet og tortureret i 12 år. Hans datter risikerer nu sin egen frihed for at redde sin far
– Med den måde som den danske regering har behandlet min fars sag, så har det sat mig i denne umulige position, hvor jeg er nødt til at tage tilbage til Bahrain, forklarer hun.
Hvis den danske regering lagde mere pres på Bahrain for at få hendes far løsladt, ville det altså ikke kun kunne redde ham, men også betyde, at hun ikke ville behøve sætte sin egen sikkerhed på spil ved at rejse til landet, mener Maryam al-Khawaja.
Generalsekretær for Amnesty International Danmark, Vibe Klarup, fortæller, at organisationens internationale generalsekretær og øverste chef rejser med Maryam al-Khawaja til Bahrain i et forsøg på at beskytte hende, når hun når frem.
Selvom Maryam al-Khawaja er nervøs for at blive fængslet igen, er hun klar til at løbe risikoen for at hjælpe sin far.
– Det er scary. Jeg er bange for at tage tilbage, men der er noget, som er vigtigere end at være bange for at ende i fængsel i Bahrain, og det er min fars liv. Jeg føler ikke, at jeg har andre muligheder, udover at rejse tilbage til Bahrain, siger Maryam al-Khawaja.
Større pres gennem EU og omverdenen
Thomas Fibiger, lektor på Arabisk- og Islam-studier ved Aarhus Universitet, har arbejdet med de arabiske Golf-lande i en årrække.
Og Danmark har et ansvar for at hjælpe danske statsborgere i udlandet, også Abdulhadi al-Khawaja, fortæller han. Det kræver international opbakning at kunne få rykket på noget.
– Især Storbritannien og USA er vigtige aktører, der uden tvivl ville kunne lægge mere pres på Bahrain, både på grund af de historiske-, politiske-, økonomiske- og sikkerhedsmæssige forbindelser, som de har haft til Bahrain, siger Thomas Fibiger.
Derudover pointerer han, at en stor del af den bahrainske eksilopposition bor i London og lægger kontinuerligt pres på den britiske regeringen gennem offentligt pres. Derfor er der mange i det britiske system og den britiske offentlighed, som er opmærksomme på problematikkerne i Bahrain.