Chiles førstedame nægter at stå i skyggen af sin mand og fyrer sig selv fra jobbet

Karamanos oprindelige plan var forsøge at reformere førstedameembedet indefra. Ikke kun i Chile, men i hele verden.

Hun arbejdede på at flytte de faste forpligtigelser væk fra sit bord og ud i forskellige ministerier.

Førstedamens primære opgaver er at styre seks fonde, tage sig af socialt velgørenhedsarbejde, et videnskabsmuseum og en kvinderettighedsorganisation.

Ideelt set skulle opgaverne permanent fjernes fra førstedamen, så fremtidige førstedamer også ville have plads til at lave andet arbejde. Men Karamanos mødte modstand fra fondene, der ikke ville miste privilegiet af at have en førstedame som kransekagefigur.

Men hun mente selv, at hun kunne gøre så meget mere end det ved at bruge sin tid anderledes. Efter tre uger som førstedame annoncerede hun, at hun ville træde tilbage fra det ulønnede omend krævende fuldtidsjob.

Farvellet til rollen som førstedame er samtidigt et opgør med en indgroet forståelse af det politiske system i Chile, hvor den rare kone står på sidelinjen og vinder sympati hos befolkningen, når præsidenten ikke formår det, forklarer lektor på CBS Carlos Salas Lind.

Den chilenske militærdiktator Augusto Pinochets kone udfyldte for eksempel den rolle til UG, da hun var førstedame fra 1974 til 1990, husker han.

– Diktatoren var morder, men konen var den søde, smilende. Så kunne man sige: “Jeg hader regeringen, men jeg elsker førstedamen”.

Men den funktion kan Irina Karamanos ikke se sig selv i.

Carlos Salas Lind forklarer, at der knytter sig en kulturel forståelse til ordet dame i Chile, som en der lever op til en traditionel forventning om at være diskret og jomfruelig og derfor nægter Karamanos at bruge den betegnelse om sig selv.

– Hun siger: “Jeg er ikke en dame, og jeg er ikke den første”.

Indtil for ganske nylig var der ikke mange uden for Chile, som kendte Irina Karamanos.

Men hendes udmelding om at afstå fra jobbet som førstedame har tiltrukket så meget opmærksomhed, at man har kunnet læse hendes navn i medier verden over.

Beslutningen har da også skabt splittelse internt i Chile, fortæller Carlos Salas Lind.

På den anden siden er Karamanos valg et kæmpestort skridt for den feministiske bevægelse, siger Carlos Salas Lind.

Desuden er der en opfattelse af, at det er nødvendigt at fokusere på symbolske handlinger, nu hvor præsidenten er udfordret på ikke at have leveret på løftet om forandringer i Chiles markedsorienterede økonmiske system indtil videre.