Seneste Danmarksnyheder

Byen Kherson er uden strøm og vand

Byen Kherson i det sydlige Ukraine har været uden strøm og vand siden søndag aften. Det siger de russisk-udpegede myndigheder i byen, der er under russisk kontrol, ifølge avisen The Guardian.

Myndighederne skriver på beskedtjenesten Telegram, at det skyldes et ukrainsk angreb på en motorvej, der har gjort skade på tre forsyningslinjer. Omvendt siger ukrainerne, at det skyldes et russisk angreb.

Omkring 10 byer, inklusiv Kherson, er ramt af mangel på strøm og vand, siger de russiske myndigheder og tilføjer, at ”specialister” er i gang med at reparere skaderne. Man forventer, at strømmen kommer tilbage sidst på mandagen.

De seneste uger har de russiske myndigheder opfordret indbyggerne til at evakuere fra Kherson, da man frygter en stor, ukrainsk offensiv mod byen og i regionen inden længe.

Ukraine forbereder sig på nye angreb

Samtidig med Khersons strøm- og vandmangel, så advarer den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, om, at Rusland forbereder nye angreb på Ukraines energianlæg og anden infrastruktur.

Tilsyneladende koncentrerer de deres styrker og ressourcer til en mulig gentagelse af masseangrebene mod vores infrastruktur, først og fremmest energi, sagde Zelenskyj søndag aften i sin daglige tale til ukrainerne.

Flere gange de seneste uger har Rusland målrettet angrebet kritisk infrastruktur og faciliteter særligt knyttet til elektricitetsnettet i Ukraine, blandt andet med droner og missiler i hovedstaden Kyiv.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies