Fængselsturné er koordineret med russiske stat
Niklas Møller Rendboe, der er projektforsker ved Forsvarsakademiet og har skrevet speciale om lige præcis Wagner-gruppen, peger også på, at parløbet mellem den russiske stat og den private hær yderligere understreges af, at man har givet Wagner-gruppen adgang til de russiske fængsler.
– Man ved ikke, om det er Prigozhin eller den russiske generalstab, der har taget initiativet til det her, men det er i hvert fald koordineret mellem de to parter, siger han.
DR’s Ruslandskorrespondent, Matilde Kimer, understreger også, at det er pålidelige medier, der beskriver rekrutteringen i de russiske fængsler.
– Det er blandt andet blevet dækket af gulagu.net, en græsrodsbevægelse, der blandt andet afslører tortur i det russiske fængsler og har virkelig gode kilder i det, der svarer til Kriminalforsorgen i Rusland.
– Så jeg mener absolut, at det er troværdigt, at der foregår en aktiv rekruttering af indsatte i de russiske fængsler.
‘Mordere og røvere’ passer fint til gruppens image
Niklas Møller Rendbo har før set, at Wagner-gruppen har rekrutteret blandt individer, der absolut ikke er guds bedste børn. Den omfattende kampagne, man har set i løbet af det seneste stykke tid, er dog noget nyt.
– Det er klart, at Wagner er et sted, hvor man kan rekruttere elementer med kriminel baggrund, men de har ikke gjort det på den her måde før. Det er første gang, at de virker så ivrige, siger han.
Er det dybest set vigtigt for Wagner-gruppen at have tropper, de ved er moralsk flossede?
– Det tror jeg. Det flugter med en strategi om at skræmme den ukrainske befolkning. Der er rigeligt med beviser for, at Wagner ser stort på menneskerettighederne, når de går i krig, og det billede forstærker man, når man hyrer hårdkogte kriminelle.
Men er den russiske hær ikke også ved efterhånden at have fået en status som en hær, der ser stort på menneskerettighederne?
– Både og. Wagner er stadig værre. De udgør en slags lomme, hvor volden kan være ekstra uhæmmet.
Wagner-soldater knyttes til drabene på civile i blandt andet Kyiv-forstaden Butja.