Tværtimod sagde Putins talsmand, at præsidenten i de næste dage IKKE vil holde en stor tale til nationen. Det ser Flemming Splidsboel Hansen som udtryk for, at Putin er presset af den fløj i Kreml, der ønsker mere krig samtidig med, at befolkningen nu oplever konsekvenserne af sanktionerne og mobiliseringen mere direkte.
– Krigen er hård, men vi skal huske på, at der er nogen, der skubber til Putin og vil have ham til at lave mere krig. Men han er forbeholden. Han er nervøs for, at eksempelvis mere mobilisering kan være det, der i sidste omgang koster ham præsidentposten, siger seniorforskeren.
Ukraine tager kun ansvar i antydninger og memes
Der vil sandsynligvis komme en form for modsvar, men Flemming Splidsboel Hansen forventer ikke, at det vil være i form af atomvåben.
– Det ville være meget voldsomt. Det ser slet ikke ud til, at det er det, de vil. Det officielle Rusland taler om undersøgelseskommissioner. Jeg synes slet ikke, at de taler det op på atomvåben-niveauet.
Paradoksalt nok har heller ikke Ukraines regering travlt med at sige direkte, at man står bag angrebet, fortæller DR’s journalist I Kyiv, Louise Brodthagen Jensen.
I går talte Ukraines præsident om “skyer” og “varme” over Krim med henvisning til den brændende bro, og den regeringsnedsatte fond, United24, der samler ind til krigsindsatsen delte på Facebook et billede af broen og skrev:
“Sådan ser en god morgen ud. I kan takke ukrainske “vandaler” for denne smukke solnedgang i Krim her.”
Tweet fra den officielle ukrainske indsamlingsfond antyder også, at Ukraine står bag brosabotagen, men siger det ikke direkte. (Foto: (screendump Facebook))
– Det vidner i hvert fald om, at det har en massiv propaganda-værdi for Ukraine at kunne droppe slet skjulte hentydninger, ligesom præsidenten også gjorde, fortæller hun.
– Man siger ikke direkte, at Ukraine stod bag, men diskussionen, om hvordan ukrainerne kan have udført det her angreb – hvis det altså var dem, er i fuld gang blandt folk, siger hun.
Ifølge Flemming Splidsboel Hansen kan Ukraines regering have interessere i, at der er usikkerhed om, hvem der stod bag, og hvad Ukraines militær er i stand til.
– De har på en måde kun taget ansvaret via deres memes. Det er meget bemærkelsesværdigt, siger han.
– Men sagen er nok, at hvis russerne ikke vil indrømme, at det er ukrainerne, der har gjort det, så passer det egentligt ukrainerne udmærket, siger Flemming Splidsboel Hansen.