En bitte kalv i en naturpark i England har fået stor opmærksomhed i Storbritannien. Den lille bisonkalv er nemlig den allerførste vilde bisonkalv, der er født i Storbritannien i flere tusind år.
Kalven blev født i en rewilding-naturpark i Kent sydøst for London, hvor man forsøger at føre naturen tilbage til dens oprindelige vilde tilstand. Akkurat som det sker i de danske naturnationalparker.
I Kent blev tre europæiske bisonokser sendt ind i parken tilbage i juli, uden at man vidste, at den ene bar en kalv.
Efter et stykke tid forsvandt en at bisonerne, hvilket bekymrede biologerne i parken. Samtidig var de to andre bisonokser blevet mere aggressive. Men så opdagede biologerne, at der var kommet en fjerde bison – nemlig en kalv.
Biologerne mener, at kalven er født 9. september, men på grund af dronning Elizabeths død dagen før fødslen, har biologerne udskudt offentliggørelsen indtil nu.
Er sket flere gange i Danmark
Biologen Michael Stoltze siger, at nyheden fra Storbritannien er stor derovre, men at der hvert år faktisk fødes bisonkalve i Danmark.
Ud over at være biolog er han også bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening på Bornholm, hvor man har over ti fritgående europæiske bisonokser i Almindingen bag hegn. Desuden er der også europæiske bisonokser i det indhegnede naturområde Lille Vildmose i Jylland.
– Det specielle ved historien fra England er, at man ikke har beviser for, at den europæiske bisonokse har eksisteret i England. Derfor kan det være den første europæiske bisonokse, der er født ude i naturen i England, siger Michael Stoltze.
Selvom det i Danmark relativt ofte sker, at der kommer en ny bisonokse, så har arten været et mulehår fra at blive udryddet i verden.
– Tilbage i 1920 var der kun 12 europæiske bisonokser tilbage, der ikke var krydset med den amerikanske bisonokse. Men arten nåede at blive reddet på målstregen, fortæller Michael Stoltze.
Nedenfor kan du se flere billeder af bisonkalven fra England og læse mere om bisonoksens historie i Europa.