– Fuck tanker og bønner. Forbyd automatvåben.
– Vores børn dør, mens I ingenting gør.
– Lovgivning og handling over tanker over bønner.
Budskabet var soleklart fra de mange tusinde amerikanere, der i går gik på gaden over hele USA. De vil have strengere våbenlovgivning, og de vil have den nu.
Ifølge BBC var der arrangeret flere hundrede demonstrationer over hele USA – blandt andet i byerne New York, Chicago, Los Angeles, Atlanta, Austin og i hovedstaden Washington D.C.
Arrangøren bag demonstrationerne var organisationen March For Our Lives, der blev grundlagt af overlevende fra skoleskyderiet i Parkland, Florida, i 2018, hvor 17 personer blev myrdet af en tidligere elev.
De landsdækkende demonstrationer kommer i kølvandet på en række masseskyderier i USA den seneste tid. Her har især skoleskyderiet i Uvalde, Texas, fået verdensomspændende opmærksomhed, da det er det dødeligste skoleskyderi i USA i 10 år.
19 børn og to voksne blev myrdet af en 18-årig mand, der blandt andet skød sine ofre med en pistol og en semiautomatisk AR-15 riffel.
Netop automatvåben og semiautomatiske våben som AR-15 er typer, som March For Our Lives vil have forbudt.
– Vi vil ikke længere tillade, at I læner jer tilbage og ingenting gør, mens folk fortsætter med at dø, sagde et bestyrelsesmedlem fra organisationens bestyrelse ifølge BBC.
Herunder kan du se billeder fra lørdagens demonstrationer i USA.