Antallet af døde i Kina mørklagt: ‘Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at antallet af smittede er eksploderet’
Når millioner af kinesere i aften fejrer overgangen til 2023, er der stor risiko for at blive smittet med covid-19. Efter genåbningen af det kinesiske samfund i begyndelsen af december, er smitten i landet nemlig eksploderet.
– De meldinger, der kommer fra kilder i Kina, tyder på, at krematorierne er hårdt belastede. Den lave vaccinationsgrad af ældre og kronisk syge samt den type vaccine, de har fået, vil øge risikoen for mange dødsfald, siger Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet og chef for global sundhed ved Novo Nordisk Fonden.
Hvor mange, der pt. er smittede og døde af eller med covid-19 efter genåbningen står dog hen i det uvisse. De kinesiske myndigheder er stoppet med at teste befolkningen, og man har ikke offentliggjort nogen realitiske tal for antallet af døde og indlagte.
– Vi har fået nogle officielle tal som er helt i skoven og helt sikkert groft misvisende, lyder det fra Flemming Konradsen.
– Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at antallet af smittede er eksploderet, og der helt sikkert er et stort pres på sundhedssystemet.
Den kinesiske kovending i forhold til landets strenge nul-covid-politik har givet glæde i Kina, men der er samtidig blevet drysset malurt i bægret, fortæller Philip Róin, DR’s Asien-korrespondent baseret i Shanghai.
– Folk er glade for at nul-covid er slut, men utilfredse med den måde, det er sket på. Ingen var forberedte på, at man nærmest over natten er gået væk fra at forsøge at kontrollere covid, til at det nu blot en er en influenza, som alle skal inficeres med, siger han.
– Og den manglende forberedelse betyder jo, at folk ikke har haft mulighed for at købe medicin – og mere kritisk, hospitaler og feberklinikker er ikke bemandede til det pres, som den her pludselige genåbning har medført.
25.000 døde om dagen
Det britiske analyseinstitut Airfinity vurderer ifølge nyhedsbureuaet Reuters, at omkring 18,6 millioner kinesere er blevet smittet med coronavirus siden 1. december, og at mere end 100.000 er døde af eller med covid-19 i samme periode.
Ifølge Airfinity vil smitten i Kina toppe 13. januar 2023 med 3,7 millioner smittetilfælde om dagen. Firmaet vurderer, at antallet af døde vil nå sit maksimum ti dage senere med 25.000 dødsfald om dagen.
Det falder sammen med det kinesiske nytår, der i år ligger 22. januar, hvor mange rejser på tværs af landet, hvilket øger smittespredningen yderligere.
Ved slutningen af april vil 1,7 millioner være døde af eller med covid-19, vurderer analysen.
– Det er ikke et urealistisk tal, men de modeller, der kommer fra analyseinstitutter og universiteter, er behæftet med utrolig stor usikkerhed. Der er ingen der ved, om det vil være 10.000, 20.000 eller 30.000 dødsfald om dagen, når det peaker, siger Flemming Konradsen.
– Hvis de kinesiske myndigheder ville dele data, ville gætteriet blive mindre.
Kina oplyser ikke dødstal
Verdenssundhedsorganisationen WHO har igen og igen efterspurgt data fra Kina for at kunne danne sig et bedre billede af pandemiens udvikling.
– Er der nye virusvarianter under udvikling, hvordan ser de eventuelt ud og hvordan opfører de sig? Er det bekymrende eller går det i en mildere retning? Alt det vil man gerne vide, tilføjer Flemming Konradsen.
Der kan dog være en gode grund til, at Kina holder igen med sine oplysninger.
– Den kinesiske regering har brugt de sidste år på at fortælle sin befolkning, at vestlige regeringer ikke kærede sig om deres borgere, fordi de lod virussen hærge, som den har gjort. Og nu har man så selv opgivet sit forsøg på at inddæmme virussen med de helt samme konsekvenser til følge, siger Philip Róin.
– Nu laver man så sine egne statistiske krumspring ved at definere covid-dødsfald på en måde, så situationen ikke ser så kritisk ud, som realiteten er. Man har valgt at bruge “dø-med-covid” som sin definition på covid-dødsfald, og det betyder så, at hvis man ikke tester de afdøde, så får man meget få dødsfald.