Seneste Danmarksnyheder

ANALYSE: Skotlands regering kæmper videre for ny selvstændighedsafstemning efter nederlag

For førsteministeren viser Højesterets afgørelse altså, at Storbritannien ikke er en frivillig union, men en som Skotland bliver holdt fast i med tvang.

Så når hun og SNP har slikket sårene, vender de – ifølge Nicola Sturgeon – stærkt tilbage med en ny kampagne for selvstændighed, hvor de argumenterer for, at den britiske regering undertrykker et legitimt og demokratisk ønske i Skotland.

Selvstændighed på hjernen

Spørgsmålet er, om Nicola Stugeon har ret i, at selvstændighedsbevægelsen kun vender stærkere tilbage efter nederlaget i dag. Kan befolkningen ligesom hende se, at Højesteret kun har lukket én mulig vej til frihed fra den britiske union i dag? Og at der måske findes andre veje? En stor del af befolkningen vil uden tvivl stille sig bag hende og den fortsatte kamp for selvstændighed.

Men en næsten lige så stor del af befolkningen vil sige, at hun har fået selvstændighed på hjernen, og at det ikke er det eneste vigtige politiske emne i Skotland. Det kunne man ellers godt formastes til at tro med den energi, Skotlands regeringsparti ligger i emnet.

Sturgeon forsøgte i dag at lukke ned for den kritik ved at sige, den britiske regering har ansvaret for den voksende fattigdom og faldende levestandard, som skotter lever med. Derfor vil Skotland kunne klare sig meget bedre udenfor Storbritannien, argumenterede hun.

Det vil give genklang i mange skotske hjem, men jeg er ikke overbevist om, at skotterne ser selvstændighed som en mirakelkur på udfordringerne i deres dagligdag.

Smertefuld selvstændighed

Et skotsk farvel til Storbritannien bliver nemlig hverken hurtigt eller smertefrit. Mange frygter endda, at det kan blive mere kompliceret og om muligt endnu grimmere end brexit. Det er et trumfkort i lommen på regeringen i London – selvom selv samme politikere gennemførte brexit mod skotternes vilje, som er årsagen til kravet om en ny selvstændighedsafstemning.

Det er ikke altid til at sige med sikkerhed, hvor stort kravet om selvstændighed er i den skotske befolkning. Der er jo ingen tvivl om, at det er massivt i regeringskontorerne i Edinburgh.

Men skotterne virker til at være i tvivl. Der har været lange perioder, hvor der har været et klart flertal for selvstændighed i meningsmålingerne. På det seneste har der dog været en bevægelse i den modsatte retning.

Den nationalistiske regering vil sige, man ikke kan bruge meningsmålingerne til noget, før der har været en rigtig kampagne for og imod Skotlands løsrivelse.

Efter i dag står det klart, at sådan en kampagne ikke ligger lige for, og at 19. oktober 2023 nok ikke bliver den dag, hvor Skotland får den anden selvstændighedsafstemning på otte år.

Men det står også klart, at nationalisterne ikke giver op – de vender tilbage med fornyede krav om frihed fra Storbritannien så snart som muligt.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies