ANALYSE Bella Italia, hvad nu?

Set indefra er der ellers nok at tage fat på: Stigende energipriser, skyhøj inflation, virksomheder der lukker, fordi de ikke længere kan betale omkostningerne. Det er problemer, som Italien deler med alle os andre.

Men så er der alt det, som kun Italien slås med: En økonomi der ikke har bevæget sig ud af stedet i årtier, en offentlig gæld på 150 procent af BNP og dermed intet økonomisk fedt at tage af, når krisen rammer.

Læg dertil en skattereform, der skulle have været vedtaget for mange år siden, et bureaukrati og et retssystem, der er så langsomt, at det tager årevis af få afgjort selv banale tvister og et stift, ungdomsfjendtligt arbejdsmarked, der i den grad trænger til en rusketur.

Det er ikke lykkedes at få vedtaget logiske reformer på disse helt centrale områder, fordi italienske politikere generelt har umådeligt svært ved at vedtage og gennemføre reformer, der vil gøre dem selv upopulære hos vælgerne. Det ansvar overlader de helst til en “governo tecnico”, en teknokrat-regering.

Den seneste teknokrat Mario Draghi opgav ævred i sommer, og nu er det op til en ny regering at lede Italien igennem en af de mest sårbare perioder i nyere italiensk historie. Hvad betyder det for de 200 milliarder euro, Italien står til at få i gaver og lån til at få landet på ret køl?

Det er penge, Italien desperat behøver, men det er også penge, der kun kommer under forudsætning af, at Italien kan godtgøre, at de bliver brugt i overensstemmelse med formålene: Grøn omstilling, ligestilling, digitalisering, effektiviseringer. Hvis ikke Italien lever op til sin del af aftalen – så stopper udbetalingerne.

“Kaptajnen har forladt skibet”, er en sætning, der går igen i Italien efter det klassisk italienske politiske magtspil for nylig sendte Mario Draghis regering til tælling. Italienerne stolede på, at netop han havde det kølige overblik, der er nødvendigt for at styre Italien gennem denne turbulente periode, og den troværdighed i Bruxelles, der kunne sikre udbetalingerne af de mange milliarder.

Nu hvor Mario Draghi ikke er der mere, risikerer forholdet mellem Bruxelles og Rom at kølne betragteligt. Ursula Von Der Leyens udtalelser her få dage før det italienske valg om, at “hvis tingene går i en besværlig retning – som vi har set i Polen og Ungarn – så har vi værktøjer” har vakt raseri hos den italienske højrefløj.

Det tog Matteo Salvini i omegnen af 10 minutter at kræve Von der Leyens afgang – eller i det mindste prompte aflevere en uforbeholden undskyldning.

Men det sætter fingeren på et særdeles ømt punkt hos det, der står til at blive den vindende koalition. Berlusconi og Salvini har lange og tætte bånd til Rusland og Putin, de har åbent kritiseret Vestens hårde kurs mod Putin efter invasionen af Ukraine. Meloni derimod er fast tilhænger af Vestens linje. Italien får altså sandsynligvis en regering, der helt åbenlyst er rygende internt uenig om det mest påtrængende udenrigspolitiske spørgsmål lige nu. Og det er blot en ud af mange stridsspørgsmål trekløveret skal rede ud.

Det bliver – igen – en spændende tid, italienerne går i møde. Alt for spændende, synes italienerne selv.