Ifølge Thomas Mandrup er al-Shabaab på ingen måde besejret i Somalia, men da Hassan Sheikh Mohamud i maj tiltrådte som præsident, lagde det en dæmper på deres aktiviteter.
Alligevel sammenligner Thomas Mandrup den militante gruppe med en ketchupflaske.
– Når du trykker på den, så flytter det sig bare et andet sted hen. Når sikkerhedsstyrkerne rammer dem, så flytter de sig, siger han.
Regeringen pres virker
Weekendens angreb viser Thomas Mandrup, at al-Shabaab er blevet mere desperate.
– Når sådan en organisation bliver presset, så bruger den mere ekstreme midler, siger han.
Ifølge ham diskuterer landets politkere lige nu, hvordan man rent politisk skal få bugt med den militante organisation.
– Skal man invitere al-Shabaab indenfor, så anerkender man dem også for at være andet end bare terrorister, og det er jo det, mange af dem ikke vil, siger han.
Men på trods af, at den nye regering vil kæmpe aktivt mod al-Shabaab, så understreger Thomas Mandrup, at Somalia fortsat er et yderst farligt land.
– Hvis du stikker for meget ud og ikke gør, som al-Shabaab vil have, så er der risiko for at komme galt afsted.
– Vi er i en kritisk fase, hvor landet har en ny regering. Vi kommer ikke udenom, at vi er nødt til at forholde os til den situation, der er i Somalia. Ellers kan vi jo kigge ind i et nyt Afghanistan, siger han.