50 år med Danmark i EU: Schlüter blev narret

Siden 1. januar 1973, hvor Danmark gik med i EF, har det europæiske samarbejde forandret sig fra at være et fælles marked med toldunion og landbrugspolitik til et indre marked med harmoniserede regler om alt fra forbrugerbeskyttelse til fri bevægelighed for arbejdskraft.

Et indre marked med en fælles mønt, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. En fælles udlændingepolitik. Et politisamarbejde. Et fælles budget med egne indtægter. En fælles administration – Europa-Kommissionen – som har beføjelse til at udstede bøder til medlemslandene, som ikke overholder de fælles EU-regler. Og en overnational EU-domstol, hvis afgørelser skal efterleves af medlemslandenes parlamenter og domstole.

Årti efter årti har Europas politikere overdraget nye arbejdsopgaver til det europæiske samarbejde. Og årti efter årti har danske politikere forgæves forsøgt at bremse lige præcis den udvikling.

Historien om Danmarks 50 år i EU er historien om, hvordan danske politikere og dansk politik igen og igen er gået fejl af udviklingen i EU. En historie som begyndte allerede op til den danske folkeafstemning i 1973.

Den 2. oktober 1972 skal danskerne til folkeafstemning. De skal sige ja eller nej til, om Danmark skal gå med i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EEC) – eller Fællesmarkedet som ja-partierne ynder at kalde EF-samarbejdet.

For ja-partierne er det vigtigt, at der er fokus på, at det, danskerne skal stemme om, er dansk deltagelse i et fælles marked. Markedet bestod allerede af Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. Og sammen med Danmark var Storbritannien, Irland og Norge på vej ind i det fælles marked.

Ja-siden fokuserede frem for alt på økonomi og de positive fortællinger om, hvad der ville ske, hvis Danmark gik med i Fællesmarkedet: “100 svenske virksomheder interesseret i Nordjylland,” lød en overskrift. En anden lovede danskerne, at det ville blive ”Lettere at låne. Udlåns-loftet ventes lempet efter EF-afstemningen.”

Og så var der truslerne om de negative konsekvenser, der ventede, hvis danskerne stemte nej til medlemskabet. ”Valuta-eksperter om dansk nej til EF: Kronen må skæres ned med 10 til 20 procent” – ”Nu rationeres rejsevalutaen”, lød et par af de truende overskrifter i 1972.

”Mange arbejdsløse, hvis Danmark stemmer nej,” var også en klassisk trussel, som kunne læses i aviserne i 1972.

Nej-siden havde fokus på nogle helt andre temaer i deres kampagne.

Dels var der nej-sidens foretrukne alternativ til et EF-medlemskab. Det nordiske samarbejde. Det ville dø som et alternativ til EF-medlemskab, hvis Danmark gik med i EF, lød advarslen. Her fik nej-siden ret. Danmark gik med i EF, og Norden som et alternativ afgik med døden.