Job-starten skete under stor modstand og demonstrationer, og derfor blev KFOR-styrkerne sat ind for at hjælpe og fik en uheldig rolle i konflikten.
– De kom pludselig til at ligne en part, der bakkede op om regeringen og var mod befolkningen. Når deres egentlige rolle er at holde området stabilt, forklarer Dorthe Bach Nyemann.
– Der har ikke været så voldelige sammenstød i Kosovo i meget, meget lang tid, så det er virkelig et tilbageskridt for stabiliteten.
USA, EU og Nato på banen
De voldelige sammenstød bekymrer Dorthe Bach Nyemann.
– Der er jo meget teatertorden på Balkan, derfor kan det være svært at se gennem tågerne, men det er alligevel kommet langt ud, når man nu har haft et halvt år uden folk på kommunekontoret.
– Og at man nu har en befolkning, der føler sig så provokerede, at de går til så voldelige sammenstød og direkte angreb på KFOR, som i lang tid har haft respekt fra begge parter i området.
Dorthe Bach Nyemann tilføjer, at USA, EU og Nato allerede er kommet op i gear for at få situationen i Kosovo deeskaleret, ved blandt andet at bede regeringen om ikke at gå så langt i deres proces for at få en større grad af selvstændighed.
Serbiens præsident puster til ilden
Ifølge Dorthe Bach Nyemann er processen for at få en større grad af kontrol over provinserne i Kosovo sket på samme tid, som Serbiens præsident, Aleksander Vucic, har sat sit eget militær i største beredskab og rykket det tættere mod grænsen til Kosovo.
Desuden havde den serbiske regering arrangeret en stor demonstration i landets hovedstad, Beograd, i fredags, hvor man netop demonstrerede mod indsættelsen af de nye borgmestre i det nordlige Kosovo.