Seneste Danmarksnyheder

234 migranter har genstartet en hidsig strid blandt EU-landene

Spørger man Europa-Kommissionen, er den eneste holdbare løsning det asyl– og migrationsudspil, som den præsenterede for mere end to år siden. Trods flere fremskridt ved forhandlingsbordet er medlemslandene endnu ikke blevet enige om et samlet kompromis, og det vækker frustration hos EU-toppen.

– Det er som om, man vælger at hoppe ud af flyet uden en faldskærm, selvom der lå en derinde, lød det i onsdags fra EU-kommissær Margaritis Schinas, der har ansvaret for asyl– og migrationspolitikken.

Målet er, at medlemslandene skal blive enige inden 2024, hvor både Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen skal skiftes ud. Men lige nu er alle regeringerne stærkt optaget af blandt andet krigen i Ukraine, energikrisen og den recession, der spøger i horisonten.

Derudover har de travlt med at håndtere de omkring fire millioner ukrainere, der er flygtet til EU, siden krigen brød ud i februar. Og det er heller ikke den store politiske vindersag at tage en diskussion om flygtninge og migranter lige nu.

Men landene ved også godt, at de ikke kan blive ved med at sparke spørgsmålet til hjørne, og alle stats- og regeringschefer holder nøje øje med, hvordan migrations- og flygtningetallene udvikler sig. Og de frygter, at de vil stige endnu mere til foråret, når det bliver varmere igen.

For der er fortsat hundredtusindvis af mennesker, der er på flugt. Alene i årets første ti måneder er der indgivet omkring 700.000 asylansøgninger i EU, hvilket er det højeste antal siden flygtningekrisen. Og det er heller ikke fordi, de bagvedliggende årsager til at migrere, såsom økonomiske problemer eller klimaforandringer, er forsvundet. Tværtimod.

Men de håber, at udspillet kan få lov til at ligge der i periferien lidt endnu. Indtil den ikke kan det længere.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies