En af lederne for James Smith Cree Nation har erklæret nødretstilstand i området. Det sker “som svar på de talrige drab og overfald på medlemmer af James Smith Cree Nation”.
Oprindelige folk i Canada tegner sig for mindre end fem procent af landets befolkning på omkring 38 millioner, skriver Reuters.
To mistænkte på fri fod
Politiet har identificeret to mistænkte på henholdsvis 30 og 31 år. De kører muligvis i en sort Nissan Rogue. Der er meldinger om, at de efterfølgende er blevet spottet i provinshovedstaden Regina, der ligger godt 300 kilometer syd for Weldon.
Canadisk politi advarer folk mod at kontakte de mistænkte. Ligeledes advares folk mod at samle blaffere op.
Ifølge The Peterborough Examiner leder politiet efter de mistænkte i Regina, mens der også er udstedt advarsler i Alberta og Manitoba.
En indbygger i Weldon ved navn Diane Shier fortæller til avisen, at hendes nabo – en mand, som boede sammen med sit barnebarn – er blevet dræbt.
En talsmand for sundhedsmyndighederne i Saskatchewan oplyser, at de sårede bliver behandlet på flere forskellige hospitaler, og at ekstra personale er blevet indkaldt.
Der er endnu ikke offentliggjort alder eller køn på de dræbte og sårede.
‘Et hjerteskærende angreb’
Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, kalder søndagens angreb for “hjerteskærende”.
– Angrebene i Saskatchewan i dag er forfærdelige og hjerteskærende, skriver han på Twitter og uddyber, at de følger situationen meget tæt.