Timm Vladimir stopper som vært på DR-programmet ‘Den store bagedyst’.
Det oplyser han i et opslag på Facebook.
– Jeg takker af på bagedysten, og den sæson, vi lige har optaget, bliver så nu min sidste, skriver han i opslaget.
Timm Vladimir har været vært på det populære kageprogram siden 2014 og medvirket i 13 sæsoner.
Han oplyser, at opsigelsen ikke skyldes uvenskab, men at han er kommet til et punkt, hvor han ønsker at lave noget andet.
– 13 år, det er mange år. Jeg synes stadig, det er sjovt at lave, men jeg har også mod på at prøve noget andet, siger han i videoen i opslaget.
Noget mere madrelateret
Han tilføjer, at det er nu, han skal prøve at gå en anden vej, hvis han vil fortsætte med at lave mere tv.
I videoen hentyder Timm Vladimir til, at det, han vil beskæftige sig med i fremtiden, vil blive mere madrelateret.
Han understreger også, at det er hans egen beslutning at forlade rollen som vært.
– Så tusind tak til alle jer, der har set med i alle årene og gjort bagedysten til en af de største succeser i Danmark. Og tusind tak til hele holdet bag bagedysten, lyder det til sidst.
“Den store bagedyst”, som i folkemunde også bliver kaldt bagedysten, blev sendt på DR1 for første gang i 2012.
I bagedystens første sæson var det Neel Rønholt og Peter Ingemann, som var værter, og i anden sæson tog sidstnævnte over som eneste vært.
Siden tredje sæson har Timm Vladimir kunnet sætte konkurrencen i gang med ordene “klar, parat, bag”.
