Der har været problemer med kuglerammerne hos Statsministeriet, der sidste år var lidt for rundhåndede med statsydelsen til kong Frederik og årpengene til dronning Margrethe. 

Regenten og hans forgænger fik i alt 300.000 kroner for meget sidste år. Det svarer til 0,2 procent af deres samlede statsydelse og årpenge.

Miseren skyldes, at der i forbindelse med tronskiftet i 2024 blev besluttet, at der fra 2025 skulle ske et skift i det tekniske indeks, som ligger til grund for reguleringen af ydelsen til kongen og dronning Margrethe. 

Et indeks, der bliver reguleret to gange årlig i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte.

– Statsministeriet har oplyst, at ministeriet imidlertid ikke har foretaget det nævnte skift i indeks i 2025, men først med virkning fra april 2026, hvilket må anses for en beklagelig fejl, skriver Mette Frederiksen i brevet, der er oversendt i dag.

Hverken kong Frederik eller hans mor får dog lov til at beholde det for meget udbetalte beløb, fremgår det af brevet.

Statsministeriet har både “taget initiativ til at korrigere fejlen”, og har aftalt med Finansministeriet og Kongehuset, “at det for meget udbetalte beløb vil blive tilbagebetalt i indeværende finansår”.

Det fremgår også af brevet, at Rigsrevisionen – der er Folketingets uafhængige revisionsmyndighed – er orienteret.

Hverken grev Ingolf eller prins Joakim er ramt af fejlen. Det er grevinde Alexandra heller ikke – hun frasiger sig dog sine årpenge hvert år.



Source link

Share.
Exit mobile version