For Danmarks bedste curlingkvinder er rent faktisk blandt de bedste inden for deres sport.
Det viste de, da de vandt EM-guld i november, og det håber de at vise igen ved at få succes ved VM. Og med en god præstation her håber de også at ændre på danskernes generelle opfattelse af curling.
– Man skal høre mange fordomme om træning, fysik og hvor nemt curling er. Hvis bare én så curling i tv og tænkte, “er du sindssyg nogle atleter“, så ville jeg blive glad.
– Man har så meget respekt for en badmintonspiller som Viktor Axelsen, og derfor er det også nogle gange lidt træls at høre nogen siger: “Alle kan det, I kan”. Der er jo ingen, der siger, at alle kan det, Viktor Axelsen kan, siger Madeleine Dupont.
Hotelværelse? Nej tak!
Succes ved VM kommer landsholdet dog ikke sovende til.
Det gør dog ikke så meget, for ved EM i november fandt landsholdet ud af, at de er blevet dygtige til at få det maksimale ud af relativt få midler.
– Lige op til VM blev vi tilbudt hotelværelser. Det gør alle hold. Det er helt omkostningsfrit, og det er helt vanvittigt i vores verden. Men det sagde vi faktisk nej tak til, og så bookede vi en Airbnb i stedet, så vi selv kan lave vores rugbrødsmadder og ikke skal vente på restauranter, siger Madeleine Dupont.
Senest førte den indstilling nemlig til et fænomenalt EM, den danske skipper “aldrig havde troet”, hun ville vinde.
Derfor bliver den – og en ordentlig omgang godt humør – opskriften på VM-succes i Sverige.
– Vores planer er meget lavpraktiske. Det er ikke firstclass. Vi kører i en bus, laver en madplan og køber noget godt, solidt rugbrød. Og så er det ellers bare derudaf, siger Madeleine Dupont.
Danmarks første kamp ved VM er mod Japan. Den spilles lørdag klokken 14.