Så dedikeret, at spillerne ikke kan følge med
Han mindes en cheftræner, som var godt forberedt og gik i detaljen med de enkelte spillere. Uanset om emnet er fodbold, politik eller kongehuset, har Jesper Sørensen en holdning og velbegrundede argumenter, forklarer Fredericias direktør.
– Når du diskuterer med ham, har han tænkt over det og er meget vidende. Skal du udfordre Jesper Sørensen på det faglige, skal du stå tidligt op, siger han.
Med andre ord tænkes og udvikles der fodbold på højtryk, når Jesper Sørensens starter motoren. Han er intelligent og skarp, hvilket præger hans trænergerning, mener Stig Pedersen.
– Engang imellem er han så dedikeret, at nogle spillere har svært ved at følge med, hvilket vi oplevede lidt i Fredericia. Det kan lyde negativt, men han er virkeligt nede i detaljerne, og det kræver, at spillerne er det samme, forklarer han.
– Det er nogle bedre til end andre, og han stiller store krav. Ikke at han er svær at forstå, for han er klar i sin ledelsesstil, men går mere til den enkelte end andre trænere.