Mange havde på forhånd spået Warholm til at slå sin egen europæiske rekord på 45,05 sekunder, men det var han altså ikke, i atletikforstand, i nærheden af.
Og det var der altså en naturlig årsag til, lød det fra Warholm til NRK, da luften var tilbage i lungerne.
– Jeg løb som en kugle, fordi jeg gik efter rekorden, og så blev jeg ramt af så meget syre i det sidste sving. Både mit hoved og overkrop ville mere end mine ben til slut, så jeg fløj bare ind over målstregen. Jeg føler mig lidt syg nu, men det er prisen for at vinde guld.
Den norske løber måtte grave dybt i sig selv og sine gener, da benene sagde fra.
– Efter det sidste sving var det bare med at finde vikingegenerne frem og kæmpe. Det er en dejlig følelse, må jeg sige. Der var ingen respons fra benene, men jeg synes, at jeg kæmpede godt. Jeg fik guldet, men det kostede lidt for meget.
Var på vej mod fantomtid
At Karsten Warholm strøg gennem banen som et projektil op til benene sagde fra, kunne da også ses på mellemtiderne.