Der var meget snak om græstæppets beskaffenhed i Parken op til dagens Superligabrag mellem FC København og FC Midtjylland.
Grønsværen har da også set bedre dage. Det erkendte FC København allerede inden dagens opgør.
Klubben skrev på sin hjemmeside, at banen ikke var som ønsket som konsekvens af en fejl i behandlingen efter en koncert med Suspekt fredag den 15. september.
Hjemmeholdet tabte dagens kamp med 2-0 til FC Midtjylland, og efter opgøret var FC Københavns midtbaneprofil Rasmus Falk ude med riven efter banens tilstand.
FCK-profilen vil ikke bruge den dårlige bane som undskyldning for dagens nederlag, men ville da ønske, at forholdene i Parken var bedre.
– Nu skal det jo ikke lyde forkert, og jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke ville bringe det på banen, for det har ikke noget at gøre med, at vi taber i dag.
– Men det er klart, at det ikke er godt nok, at vi ikke har en bane i Parken, der er bedre, siger Falk til DR Sporten.
– Det er skuffende, men det ændrer ikke noget. Det er lige for begge hold, og vi skal stadig spille langt bedre. Vi elsker at spille i Parken, men det er for dårligt, at banen er så ringe.