Folketingets formand vil nu stramme reglerne for hvornår folketingsmedlemmer skal aflevere lægeerklæringer i forbindelse med sygeorlov.
Det siger Folketingets formand, Søren Gade, til DR.
Som det er nu, skal et folketingsmedlem aflevere en lægeerklæring til sin gruppeformand i forbindelse med en sygeorlov.
Men det gælder ikke løsgængere. De kan bare bede om sygeorlov til Folketingets formand uden at komme med en nærmere begrundelse.
– Reglerne bliver lavet om, hvis det står til mig, så der gælder de samme regler. Vi har præsidiemøde i morgen, og der vil jeg prøve at få lavet reglerne om, siger Søren Gade.
Fonseca har sendt lægeerklæring
Det sker i kølvandet på, at folketingsmedlem Mike Fonseca har meldt sig syg og er gået på sygeorlov med løn, efter han er blevet smidt ud af Moderaterne.
28-årige Fonseca måtte forlade Moderaterne, da det kom frem, at han er kærester med en pige på 15 år. Det strider mod partiets adfærdskodeks.
Søren Gade understreger, at Mike Fonseca har afleveret en lægeerklæring, selv om det altså på nuværende tidspunkt ikke er et krav.
– En lægeerklæring går jo til gruppeformanden. Da han ikke er medlem af en gruppe, har han sendt til mig.
– Men som det er nu, er folk uden for grupperne ikke forpligtet til at vise en lægeerklæring. Jeg vil anbefale til præsidiet, at det bliver lavet om, så der gælder de samme regler for folk uden for grupperne som folk i grupperne.
Hvorfor har man ikke gjort det før? Det er jo ret nye regler?
– Det ved jeg ikke. Men jeg vil bruge den her anledning til, at det bliver ligestillet, siger Søren Gade.
De nuværende regler blev lavet i december 2021.