Ny formand for Kristendemokraterne varsler ændringer: Vil ikke kun adressere den konservative del af Danmark
Kristendemokraternes nyvalgte formand, Jeppe Hedaa, vil skifte Kristendemokraternes principprogram ud.
– Min første opgave bliver at fokusere på det organisatoriske. Vi skal have skabt et nyt politisk koncept. Et fundament baseret på kristendemokratisk tænkning tilpasset den danske model.
– Vi skal have et nyt fundament, og så skal man kunne lave noget mere agilt, dagsaktuelt politik oven på det, siger Jeppe Hedaa.
Jeppe Hedaa er ifølge ham selv et “meget liberalt menneske og fuldstændig på linje med partiets linje”, når det kommer til spørgsmålet om abort.
Det fortæller han til Ritzau.
– Partiets politik er at støtte op om den lovgivning, vi har i dag Danmark – det vil sige de 12 uger. Og så er vores politik – sådan helt fundamentalt og rent filosofisk – at kvindens ve og vel altid skal trumfe fosterets, siger han.
Sigter efter Folketinget
Jeppe Hedaa er bestyrelsesformand og tidligere mangeårig direktør i it-konsulenthuset 7N. Han er desuden formand for menighedsrådet for Københavns Domkirke og tidligere folketingskandidat for Kristendemokraterne.
Partiet har fået ny formand, efter Marianne Karlsmose trak sig efter folketingsvalget i november sidste år.
I den forbindelse sagde hun, at partiet burde opgive forsøget på at komme i Folketinget.
Men det vil Jeppe Hedaa ikke, og ifølge ham stemte 72 ud af 74 lørdag for, at partiet skal jagte pladser i Folketinget.
– Det skal lykkes ved at være fagligt dygtige. Det skal lykkes ved at være løftet op, så mange kan se sig i vores politik og ikke kun adressere den konservative del af Danmark.