Lars Boje mener, han overtog et parti med ‘økonomi i ruiner’: Var selv intern revisor i folketingsgruppen
Pernille Vermund, der står til at genovertage posten som formand i Nye Borgerlige efter Lars Boje Mathiesen, kaldte tidligere på ugen Lars Bojes kommentarer om et parti i økonomisk ruin for en “bizar påstand”.
– Lars Boje Mathiesen har siddet som kasserer for folketingsgruppen i alle de år, vi har siddet i Folketinget. Derfor har han både haft indsigt og ansvar for gruppens økonomi, der i øvrigt har været fornuftig.
Lars Boje Mathiesen: Spin og karaktermord
Lars Boje Mathiesen har alene haft ansvaret i Folketingsgruppen, mens ansvaret for økonomien i landsorganisation, altså organisationen for partiets vælgerforeninger og medlemmer, har haft en anden intern revisor.
Som medlem af hovedbestyrelsen har han dog også været med til at godkende landsorganisationens budget – sammen med blandt andet de andre folketingsmedlemmer i Nye Borgerlige.
Han har ikke ønsket at stille op til interview med DR Nyheder, men skriver i en sms, at han alene refererede til økonomien i landsorganisationen, da han talte om et parti i økonomiske ruiner.
Han beskylder samtidig sit gamle parti for “spin” og for at fortsætte, hvad han kalder et karaktermord på ham.
– I folketingsgruppen får man hvert år et beløb, og så får man nye penge næste år. Det kan man jo ikke køre en økonomi i sænk på.
Omstridt stilling betalt af den kasse Boje sad på
Det undrer Lars Eldrup fra Nye Borgerlige.
Det blev af den tidligere NB-formand betegnet som en “spareøvelse”, der lige præcis skulle afhjælpe en presset økonomi.
Men den stilling var altså lønnet af folketingsgruppen og ikke landsorganisationen, siger man i Nye Borgerlige.
– Den nedlagte stilling, som Lars Boje refererer, var lønnet af Folketingsgruppen. Altså, den kasse Lars Boje Mathiesen havde ansvar for, siger Lars Eldrup.
Den oplysning bekræfter den pågældende medarbejder overfor DR Nyheder.
I en sms til DR Nyheder skriver Lars Boje Mathiesen, at beslutningen om selv at varetage stillingen “var led i en større rokade”.
Han siger ligeledes, at han ligger inde med dokumentation for, at Nye Borgerlige forsøger at lave et karaktermord på ham og dokumentation for, at Nye Borgerliges økonomi var udfordret, da han satte sig i formandsstolen.
DR Nyheder har siden onsdag forsøgt at få Lars Boje Mathiesen til at sende dokumentationen – dog uden held.
– Jeg gemmer ammunitionen et tørt sted, til I kommer ud med noget mod mig, skriver han.
Mærkeligt, hvis ikke Boje har haft overblik over økonomien
Selvom Lars Boje Mathiesen ikke har haft det primære ansvar landsorganisationens økonomi, så betegner Roger Buch, der blandt andet har forsket i de danske partier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, det som “mærkeligt”, hvis han ikke skulle kende til en “økonomi i ruiner” i den del af organisationen.
– Han kan logisk set godt have været uvidende om økonomien i landsorganisationen, men den har til huse ved siden af sekretariatet, så det skulle da være meget mærkeligt, at han som revisor i folketingsgruppen ikke havde hørt om det, hvis pengekassen var ved at være tom, siger han.