Forskere er vant til “forskerbashing” – at kritikere går efter personen og ikke sagen.
Men at også landets justitsminister forfalder til kritik af forskere fremfor forskningen, forarger lektor Anton Autzen.
Sådan forklarer han selv baggrunden for et debatindlæg i Uniavisen, som 19 unge forskere – inklusiv ham selv – har underskrevet. I indlægget retter de en skarp kritik mod Peter Hummelgaard (S).
Ministeren medvirkede i starten af april i en artikel, hvor to kriminologer erklærede sig uenige i en række udtalelser fra Hummelgaard om strafskærpelser. Ministeren vil gerne hæve straffene for knivoverfald, fordi “skærpede straffe virker”.
Beviset for det er – ifølge ministeren – at antallet af banderelaterede skudepisoder er faldet siden 2017, hvor straffen blev hævet for at bære skydevåben.
Men det ræsonnement savnede flere kriminologer evidens for. De forklarede, at meget forskning tyder på det modsatte – at strafskærpelser ikke har en afskrækkende effekt.
I den forbindelse forklarede Peter Hummelgaard, at han støttede sig til en vurdering fra Rigspolitiet, som efter forskernes vurdering er anekdotisk og ikke egentlig evidens. Foreholdt det svarede ministeren:
– Jeg tager det som et udtryk for, at der er nogle forskere, der lever i en forskerverden. Politiet og i øvrigt mig selv lever i den virkelige verden, hvor vi skal forholde os til, at vi har haft mere end 66 knivoverfald i løbet af meget få måneder, sagde justitsministeren.
Den udtalelse har sidenhen skabt debat i flere medier, hvor Hummelgaard er blevet kritiseret for at fornægte forskning. Senest fra de 19 unge forskere, der alle er medlemmer af Det Unge Akademi.
En af dem er lektor på DTU Sundhedsteknologi Anton Autzen.
– Med en enkelt kommentar formår Peter Hummelgaard at udstille et større problem – at nogen betragter forskning og universiteterne som et parallelsamfund, siger han.
– Ved at sige at vi lever i en forskerverden, delegitimerer han mere eller mindre al forskning.
Peter Hummelgaard siger det ikke om forskere generelt. Han siger det om to specifikke forskere, som forkaster det belæg, han henviser til. Hvorfor føler I jer ramt?
– Vi har ingen holdning til strafferet, og vi ved ikke noget om det. Det er måden, han vælger at gøre det på. Her kommer nogen med deres kvalificerede viden og prøver at bidrage med noget, og så kaster han dem bare til højre.
– Han går 100 procent efter afsenderen for at pille deres budskab fra hinanden.
‘En meget banal konstatering’
På den måde mener de 19 forskere, at Peter Hummelgaard behandler forskerne som om, de var politiske modstandere, der deltog i en politisk debat. I Anton Autzens optik hænger Hummelgaard forskerne ud med sin udtalelse.
Den udlægning kan justitsministeren “slet ikke genkende”. Hummelgaard kalder det både “forkert og en kæmpe overdrivelse”, at Anton Autzen mener, at ministeren delegitimerer al forskning med sin udtalelse.
– Mit syn på forskning er, at vi har brug for endnu mere af det. Vi har kun brug for at blive klogere, siger Peter Hummelgaard.
– Det er ikke et angreb på forskning, at jeg konstaterer, at politiets praktiske øjne er en mindst lige så vigtig indikator for den førte politik, som den evidensbaserede forskning er.
Han mener selv, at den omdiskuterede udtalelse er “en meget banal konstatering” og afviser at have gået efter navngivne personer.
Nemmere at holde mund
De 19 forskere frygter, at udtalelser som Peter Hummelgaards om forskere, der lever i en forskerverden, kan afholde forskere fra at bidrage til den offentlige debat. Anton Autzen selv overvejede grundigt, om han havde lyst til at stå som underskriver på debatindlægget med kritikken af Hummelgaard.
– Det er nemmere at holde mund. Det tror jeg, flere vil gøre, hvis de ser den her retorik, siger lektoren.
Det er nemmere at holde mund. Det tror jeg, flere vil gøre, hvis de ser den her retorik, siger Anton Autzen. (Foto: © Lars Svankjær, Det Unge Akademi)
Hvis man blander sig i den politiske debat, skal man så ikke også være klar til at blive mødt med politiske argumenter?
– Det kommer an på, om de går efter substansen eller personerne. Som forsker vil jeg altid være klar på at deltage i en debat, hvor man debatterer noget helt konkret.
Hummelgaard siger, at han gerne lytter til forskning og gerne ser mere forskning på det her område. Hænger I jer ikke for meget i én enkelt udtalelse?
– Det har jeg tænkt rigtig meget over. Men problemet er, at lige præcis den her udtalelse illustrerer – synes jeg – en tendens til, at man nemt kan forkaste forskning ved at tilsidesætte hele universitetsmiljøet, når det passer en.
‘Når blodet flyder i gaderne’
Det mener Peter Hummelgaard dog ikke, at han gør. Ministeren pointerer, at der endnu ikke er forsket specifikt i effekterne af, at straffene blev skærpet for besiddelse af skydevåben i 2017.
– Jeg bliver nødt til at forholde mig til det, som virkelighedens praktikere siger – dem der er derude, dem der rykker ud, når blodet flyder i gaderne, dem der bruger deres kræfter på at efterforske og indhente efterretninger. Det er det, jeg lægger vægt på, siger han.
Den her udtalelse har skabt lidt røre… Formulerede du dig for skarpt?
– Nej. Jeg synes, det er helt åbenbart, at det citat er taget ud af kontekst. De fleste, der har forholdt sig til det citat – formentlig også de 19 underskrivere af det her indlæg – virker ikke til at have læst artiklen i sin fulde helhed og dermed set, hvad debatten egentlig handler om.
– Det handler om, om man skal ophøje forskeres udsagn om emner, der endnu ikke er forsket i, til at tilsidesætte virkelighedens praktikere. Det synes jeg ikke. I det tilfælde, vil jeg gerne bruge min kapital på at lytte til virkelighedens praktikere, siger Peter Hummelgaard.
Anton Autzen understreger, at det er helt legitimt, at Hummelgaard og andre politikere fører politik, der ikke altid retter sig efter forskningen.
– Vi er 100 procent klar over, at politik og forskning er to meget forskellige ting. Men den måde han trækker forskningen ind i en politisk arena gør, at forskningen har sværere ved at blive brugt til det, den egentlig skal bruges til – at informere debatten.
Justitsministeren blev foreholdt sine udtalelser om forskere, der lever i “en forskerverden” i Deadline 19. april. Det kan du se her.