Det var ikke længe, at det europæiske aktiemarked inden for banksektoren fik et pusterum efter krakket af Silicon Valley Bank, som skete i weekenden.
En ny bølge af panik er nemlig skyllet ind over det europæiske aktiemarked.
Det sker, efter aktierne hos den schweiziske storbank Credit Suisses bløder kraftigt og er faldet med mere end 22 procent på børsen i Zürich. Det skriver Reuters.
Blødningen er opstået, efter Credit Suisses største investor, Saudi National Bank, har meldt ud, at banken ikke længere vil kaste penge efter den schweiziske bankgigant.
Saudi National Bank købte sidste år en aktiepost på næsten ti procent i Credit Suisse. Investeringen skulle give banken et økonomisk skub, efter den europæiske bank kom i modvind på grund af flere skandalesager.
Men bankkrakket i USA har bestemt ikke hjulpet Schweiz’ anden største bank, der i forvejen havde et blakket ry. Nu har den saudiarabiske bank sat den økonomiske bundprop i til udbetalingerne, fordi de ikke vil hæve deres andel af aktier i den nødlidende bank.