Lokale forhandlinger er nøglen
Men ifølge de fleste økonomer skal der meget mere til for at følge med inflationen, som ser ud til at fortsætte med at få priserne til at stige i et godt stykke tid endnu.
Det er her, de lokale lønforhandlinger – ofte hjulpet på vej af tillidsrepræsentanterne – spiller en vigtig rolle.
De kan nemlig være med til at lukke hullet ved at skaffe yderligere lønstigninger de kommende to år, siger Claus Jensen, der forhandlede overenskomsten på vegne af fagforeningerne og deres medlemmer.
Claus Jensen har været industriens topforhandler i mere end ti år. (Foto: © Emil Helms/Ritzau Scanpix)
– Hvis vi ser bagud, så kan vi se, at cirka to tredjedele af det, vores medlemmer er steget i løn, er hentet af tillidsrepræsentanterne ude på de enkelte arbejdspladser. Hvis den tommelfingerregel også gælder i fremtiden, så skal de lande på mellem fem og seks procent om året, og det håber vi på, vil ske, siger han.
Hvis det lykkes, kan lønnen indhente inflationen i løbet af de næste to til tre år, så den såkaldte realløn er sikret, mener Claus Jensen, der også er formand for fagforeningen Dansk Metal.
‘Lige friskt nok’
Men den samme selvtillid finder man ikke overalt i industrien.
Det bliver nogle helt andre hårde forhandlinger end tidligere, lyder det fra flere stemmer i fagforeningernes bagland.
– Jeg synes måske, det var lige friskt nok at sige, at reallønnen var sikret, lyder det for eksempel fra Brian Bonderup fra Alfa Laval i Kolding.
Arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen fra Københavns Universitet, der har fulgt overenskomstforhandlingerne i mange år, er enig i, at de høje priser har givet en usædvanlig svær situation for medarbejdernes forhandlere:
Den høje inflation giver forhandlerne fra både arbejdsgiverne og lønmodtagere en helt anden opgave, siger Søren Kaj Andersen.
– Når man kigger på det løft, der skal til for at sikre reallønnen, så skal vi helt tilbage til 1980’erne for at finde noget lignende. Så vi må gå ud fra, at der faktisk ikke er nogen derude, der skal forhandle, der har prøvet det her før.
– Det er en ganske betydelig luns, som skal hentes i løn, og det er klart, det lægger pres på de lokale forhandlinger, siger Søren Kaj Andersen.
Anbefaler at stemme ‘nej’
Også hos Casper Lykke Dambro, der er tillidsrepræsentant hos virksomheden SBS Automotive i Støvring, er der skepsis at finde.
– Jeg startede mine lokale forhandlinger i fredags, og jeg kan allerede mærke efter det første indledende møde, at det er op ad bakke. Og det er selv om, at jeg måske er en af dem, der står nogenlunde fornuftigt med et firma, som faktisk kører rigtig godt, fortæller han.
– Så kan jeg godt mærke på stemningen, at de procentsatser, jeg refererer til her, det er overhovedet ikke det, man forestiller sig fra arbejdsgivers side, siger Casper Lykke Dambro.
Han anbefaler derfor sine kolleger og fagfæller at stemme ‘nej’ til overenskomsterne, når de snart kommer til afstemning.