Da politikerne tilbage i 2017 lavede forlig om det nye vurderingssystem, blev det også fremhævet, at der var problemer med fejl og mangler i BBR.
I aftaleteksten om ‘forbedring og nuancering af bygningsoplysningerne i BBR’ står der:
– BBR (Bygnings- og Boligregistret) er en af de væsentligste datakilder til ejendomsvurderinger. Der gennemføres derfor en række projekter, som skal forbedre datakvaliteten og tilvejebringe nye og mere detaljerede data.
Derfor kan problemerne med BBR heller ikke være noget, som skattevæsnet først finder ud af nu, mener Jan Pries-Heje.
– Det er lidt chokerende, at man har vidst det, siden man startede ejendomsvurderingsprojektet – at man ikke er begyndt at arbejde med datakvaliteten i BBR noget før.
– Som datalog er jeg forbløffet over, at man vil bruge så dårlige data til at basere en beregning på, og at man ikke har gjort noget ved det i seks år.
Byggesagkyndige: En meget stor andel af fejl
Hos de byggesagkyndige, som laver tilstandsrapporterne og hermed har fundet de mange BBR-fejl, er man ikke overrasket over omfanget.
Det fortæller Brian Aaboe, der er formand for organisationen Danske Bygningskonsulenter.
– Det er en meget stor andel af fejl i BBR, som vi oplever, når vi er ude og lave tilstandsrapporterne. I de over 10 år, jeg har været i branchen, har billledet stort set været det samme, siger han.
DR‘s analyse viser, at de bygningssagkyndige oplever mange forskellige typer af fejl, når de er ude at lave tilstandsrapporter.
For eksempel er der i alt registreret godt 17.000 kommentarer, der handler om forkert areal på ‘hovedhuset’. Det kan altså både være, at arealet i BBR er større eller mindre end i virkeligheden.
Og netop at der er noteret et korrekt areal er vigtigt, når de byggesagkyndige skal lave tilstandsrapporten.
– Når der er fejl i selve boligarealet, så er det selvfølgelig en stor fejl, siger Brian Aaboe.
Hvorfor tror du, at der så mange fejl i BBR?
– Det er boligejernes eget ansvar, at oplysningerne er korrekte hele tiden. Der er rigtig mange, som slet ikke tænker over BBR i deres hverdag og ikke ved, at man skal registrere det, hvis man river noget ned eller laver en tilbygning, siger formanden for Danske Bygningskonsulenter.
Minister kender ikke til omfanget af BBR-fejl
På trods af, at DR‘s analyse viser, at BBR er smækfyldt med fejl, siger skatteminister Jeppe Bruus (S), at han har tillid til, at boligejerne får rettet deres oplysninger.
Samtidig fastholder ministeren, at han ikke kan genkende billedet af, at BBR er så fejlfyldt, som analysen viser, og som både eksperter og de byggesagkyndige bekræfter over for DR Nyheder.
– Jeg har fortsat svært ved at genkende billedet af, at hvis der er fejl i halvdelen af boligerne, så er det kun under to procent, der i virkeligheden klager over oplysningerne, siger skatteministeren.
Hvad er dit bud så på, hvor mange fejl der er i BBR?
– Det har jeg ikke noget bud på, siger Jeppe Bruus.
Det er dig, der har hovedansvaret for de nye ejendomsvurderinger, hvor BBR er den væsentligste kilde til oplysninger. Bør man ikke som den ansvarlige minister vide, hvor mange fejl der er?
– Vi arbejder løbende på at forbedre oplysningerne i BBR i tæt samarbejde med kommunerne, som hver måned godkender 10.000 rettelser, siger skatteminister Jeppe Bruus.
I 2017 aftalte partierne bag forliget om ejendomsvurderinger, at man skulle arbejde med at forbedre kvaliteten i BBR. Hvor meget bedre er kvaliteten her seks år senere?
– Den er bedre. Man har arbejdet løbende på at forbedre kvaliteten, og som jeg lige har sagt, så godkender kommunerne i omegnen af 10.000 rettelser hver måned.
Hvad bygger du på, at du mener, at datakvaliteten i BBR er bedre nu end for seks år siden?
– I 2016 og 2017 beslutter man at forbedre kvaliteten og gøre BBR mere brugervenligt. Samtidigt er jeg i tæt dialog med kommunerne for at høre, hvordan det går med at få rettet de henvendelser, der kommer fra borgerne med at få rettet i BBR, siger skatteministeren.