Artiklen er opdateret med flere detaljer og en kommentar fra energiministeren. 

Omkring 32.500 husstande skal nu have deres el leveret fra et nyt selskab. 

Elnetselskaber har nemlig opsagt aftalerne med en række problemfyldte elforhandlere, og nu skal kunderne hos dem flyttes til andre leverandører.

Der er tale om kunderne hos selskaber Velkommen A/S, Nettopower ApS, Power Fuel A/S og Vedvarende A/S, som er bosiddende på Sjælland og Lolland Falster – med undtagelse af Helsingør og Slagelse, lyder det. 

De omtalte selskaber er blevet opsagt af elnetselskaberne Cerius-Radius, som ejer og vedligeholder elnettet i de pågældende områder.

Overførslen af elkunderne er sket i dag, den 30. juni, skriver Energinet. 

Kunder får direkte besked

Når et netselskab opsiger aftalen med en elleverandør, må elleverandøren ikke længere levere el i det område.

– Vi har i de tilfælde særligt fokus på at sikre, at ingen elforbrugere mister forsyningen af el. Derfor flytter vi efter aftalte processer kunderne væk fra den pågældende elleverandør og over til en ny elleverandør, udtaler Martin Lervad Lundø, direktør i Energinet DataHub, i pressemeddelelsen.  

– Alle berørte forbrugere får direkte besked om skiftet fra deres nye elleverandør. Herefter kan forbrugerne vælge at beholde den nye leverandør eller skifte til en tredje, siger han. 

Elselskaberne, som de flyttes over til, har på forhånd tilkendegivet, at de ønsker at overtage kunder i sager som denne. 

Energiminister: ‘Der er ingen vej udenom’

De elselskaber, de er blevet smidt af elnettet i det omtalte område, har flere problemer bag sig. 

Velkommen A/S blev i januar dømt for at have opkrævet et gebyr, når kunderne opsagde deres elaftale inden for bindingsperioden, som ifølge Sø- og Handelsretten var ulovligt. 

De andre elselskaber, Nettopower ApS, Power Fuel A/S og Vedvarende A/S, er en del af Velkommen-koncernen. 

Nettopower og Velkommen A/S har også været under udvidet tilsyn med mistanke om, at de ikke overholdt lovgivningens krav om slutafregning og tilbagebetaling af tilgodehavender.

Klima-, energi-  og forsyningsminister Samira Nawa (R) har sendt et skriftligt svar, hvor hun kalder det for “voldsomt”, at så mange tusinder kunder nu er tvunget til at skifte elselskab.

–  Men der er ingen vej udenom. Og der er selvfølgelig ikke plads på det danske elmarked til selskaber, der igen og igen misligholder deres aftaler og svindler deres kunder, udtaler hun.

–  Selvom den nyeste udvikling i den her sag ikke er en direkte følge af opstramningerne, så har Forsyningstilsynet brugt de nye redskaber, vi har givet dem, og tilsynet har gjort livet svært for de selskaber, siger Samira Nawa. 



Source link

Share.
Exit mobile version