Alt imens har han flyttet sin bopæl til fyrstendømmet Monaco, der ligger på den franske riviera og med sine lempelige skatteforhold er blevet hjem for mange formuehavende af forskellige nationaliteter.
Selv har han, før han fik sit cypriotiske statsborgerskab, floreret på Forbes’ liste over Ukraines hundrede rigeste personer.
Og han er da også en “typisk krigstidsfigur”, fortæller Poul Funder Larsen, der er Østeuropaanalytiker og forfatter. Han peger på, at der under en krig – som den der foregår nu i Ukraine – typisk også bliver skabt enorme formuer hos privatpersoner.
Et gensyn med 90’erne
Samtidig er krigen med til at mudre skillelinjen mellem, hvad der er politik, og hvad der er kommercielt, lyder det fra Poul Funder Larsen.
– Hvis man er nyttig i krigsindsatsen på den ene eller anden side, så vil det jo meget hurtigt give dig en grad af politisk indflydelse og dermed nogle nye kommercielle fordele. Det giver nye muligheder for ligesom at skubbe sine konkurrenter til side.
Og det kan være med til at forklare, hvorfor Vadym Jermolajev er et muligt mål, lyder det. Ellers har det nemlig typisk været politiske personer, både med russisk og ukrainsk baggrund, der har været udsat for attentater de seneste år.
Poul Funder Larsen peger på Jermolajevs aktiviteter på den russisk besatte halvø Krim som et eksempel på, hvordan kommercielle aktiviteter i krigstid ikke bare handler om forretning, men også meget nemt kan få en politisk dimension.

