Selskabet Elsam – i dag Ørsted – frifindes i en sag, hvor 1.004 sagsøgere havde beskyldt selskabet for at have taget for høje elpriser i det vestlige Danmark mellem 2003 og 2006.
Det skriver Sø- og Handelsretten i et kortfattet resume på sin hjemmeside.
I alt havde sagsøgerne krævet 4,4 milliarder kroner. Ifølge mediet Energiwatch er det samlede krav vokset til over 11 milliarder kroner på grund af renter.
– Elsam (nu Ørsted) var i en periode i 2003 – 2006 en dominerende aktør på markedet for engrossalg af fysisk el i Vestdanmark.
– Sagsøgerne – som var både elhandelsselskaber og slutbrugere – havde ikke bevist, at Elsam havde misbrugt denne dominerende stilling til at opnå urimelige priser på el, skriver retten.
Det fremgår, at man på et senere tidspunkt vil kunne læse en anonymiseret version af dommen.
I en pressemeddelelse skriver Ørsted om dommen:
– Ørsted er tilfreds med rettens afgørelse, som er i tråd med Ørsteds argumenter om, at sagsøgerne ikke havde ret til nogen erstatning. Dagens dom kan ankes af sagsøgerne.
Stævnet i 2007
Ifølge Energiwatch blev Elsam stævnet helt tilbage i 2007 af et konsortium bestående Energi Danmark (nu Mind Energy), Scanenergi, OK og NE Holding A/S (dengang Nordjysk Elhandel). Stævningen var rettet mod Dong Energy, der i dag hedder Ørsted.
Sagen har haft lidt af en tur gennem det danske retssystem. Det skyldes blandt andet, at Konkurrencestyrelsen også har skullet undersøge sagen.
I 2012 blev den sat på pause, da man afventede myndighedernes afgørelse. Myndighederne kom siden hen frem til, at Ørsted havde udnyttet sin dominerende stilling til at tage for meget for ellet.
Det stoppede dog ikke sagsøgernes forhåbninger om at få erstatning. I 2020 frifandt Sø- og Handelsretten Ørsted.
Dommen kan ankes af begge parter.
Ørsteds aktiekurs stiger med 2,3 procent oven på afgørelsen.














