Seneste Danmarksnyheder

Fagforeninger i opråb til Christiansborg: ‘I spiller hasard med vores sundhedsvæsen’

Rettelse: Tidligere fremgik det i artiklen, at brevet kommer fra ni nordjyske fagforbund. Brevet kommer dog fra alle faglige organisationer fra Nordjylland, der repræsenterer ansatte i Region Nordjylland. DR beklager fejlen.

“Vi har brug for ressourcer, vi har brug for stabilitet og vi har brug for anerkendelse af dette opråb fra virkeligheden fra jer.”

Sådan skriver repræsentanter fra 14.000 ansatte i Region Nordjylland i et fælles bekymringsbrev til regeringen og Folketinget.

Brevet er netop blevet sendt og kommer fra alle faglige organisationer fra Nordjylland, der repræsenterer ansatte i Region Nordjylland.

Opråbet kommer i en tid, hvor Region Nordjylland har brugt 280 millioner kroner for meget i 2023 i forhold til deres budget. Et beløb, der gerne skal findes inden 2024.

Region Nordjylland har fået lovning på hjælp fra regeringen i form af 35 millioner kroner til næste år, men det hjælper ikke det store, mener afsenderne af bekymringsbrevet.

– Det er helt utilstrækkeligt, skriver de i brevet.

‘Jeg kan ikke forstå, at vi skal spare’

I brevet fremhæves det blandt andet, at der overalt i sundhedsvæsenet bliver løbet hurtigt, men uden en ekstra økonomisk håndsrækning, kan enderne ganske simpelt ikke nå sammen.

Blandt afsenderne af brevet er Danske Bioanalytikere.

Og på Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital mærker tillidsrepræsentant Lasse Jakobsen og kollegaerne, at der skal løbes hurtigt og tages mange ekstra vagter, for at det hele kan gå op.

-Flere gange om ugen er jeg rundt og spørge kollegaer, om de kan tage ekstra vagter, siger Lasse Jakobsen og fortsætter:

-Problemet er, at den afspadsering, de optjener, kan de ikke få lov at bruge, før den skal udbetales, da der simpelthen ikke er folk nok til at lukke hullerne. I sidste ende bliver det jo bare endnu dyrere for sundhedsvæsenet.

Lasse Jakobsen har i sine 17 år på afdelingen altid været underlagt spareplaner, og tidligere har de givet mening for ham, men denne gang stiller han sig undrende.

– Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi skal spare, når vi hører om politikere på Christiansborg, der finder den ene milliard efter den anden, siger han.

Ifølge Lasse Jakobsen er det ikke kun den nuværende situation, der ikke fungerer, men også den fremtidige udvikling på afdelingen er under pres, da der ikke kan sættes tid af til udvikling af afdelingen, når alle kræfterne går til at lukke hullerne.

Fagforbund: ‘Vi er i knæ’

HK Kommunal Nordjylland er også afsender på bekymringsbrevet. Her er formanden, Katharina Hauge Antonsen, klar i mælet, når det kommer til opråbet.

– Vores ansatte på sygehusene løber så stærkt, som de aldrig har gjort før. Vores sundhedssystem er ikke kun i knæ – vi ligger fuldstændig ned, siger hun.

– Vi er egentlig begyndt at synes, at vores regering spiller hasard med vores sundhedsvæsen. De fortæller os gang på gang, at de har de her penge. Men det er simpelthen ikke det, vi mærker i Nordjylland.

Katharina Hauge Antonsen. (© DR)

Det kan nemlig ikke mærkes ude i Region Nordjylland, mener Katharina Hauge Antonsen.

– Folketingspolitikerne siger, at vi er et rigt land og der er penge i kassen. Derfor bekymrer det mig, at politikerne er så virkelighedsfjerne, for ude hos os er der brug for penge her og nu. Vi har et sundhedssystem i kaos, siger hun.

Målet med bekymringsbrevet er at sætte skub i hjælpen til regionerne. Den hjælp skal komme hurtigst muligt, mener Katharina Hauge Antonsen.

– Vores arbejdsmiljø halter bagefter og alle faggrupper er belastet i Nordjylland. Derfor har vi ikke brug for 35 millioner til næste år eller x antal millioner kroner i 2030. Det er nu, at vi har brug for de penge, siger Katharina Hauge Antonsen.

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan framelde dig, hvis du ønsker det. Acceptere Læs mere

Politik om beskyttelse af personlige oplysninger og cookies