Den danske fotojournalist Klaus Thymann er angiveligt blevet anholdt i Uganda i går.

Det skriver ngo’en Centre for Citizens Conserving Environment (CECIC), der er baseret i Uganda, i en pressemeddelelse, hvor de også kræver, at han bliver løsladt.

Klaus Thymann er kendt for sin dækning på klima- og miljøområdet og har tidligere dokumenteret smeltende gletsjere i Ugandas Rwenzori-bjerge.

Han er bosat i London og har tidligere fået sit arbejde publiceret i New York Times, National Geographic og BBC.

Ifølge CECIC blev han anholdt for påståede overtrædelser relateret til dyreliv, mens han søgte om arbejdstilladelse ved Ugandas myndighed for dyreliv i Kampala.

– At rapportere om en smeltende gletsjer er ikke en forbrydelse. Klaus Thymann dokumenterede sandheden om Ugandas forsvindende is, og af den grund sidder han i en celle. Han skal løslades i dag, siger Edwin Mumbere, der er direktør for CECIC.

Myndighederne i Uganda har ikke umiddelbart kommenteret sagen.

‘Dybt bekymrende’

National Union og Journalists (NUJ), som er en af verdens største uafhængige journalistfagforeninger, kræver også, at Klaus Thymann bliver løsladt.

Generalsekretær Laura Davison kalder ham i en pressemeddelelse en “højt respekteret fotograf og undersøgende journalist, hvis arbejde er drevet af et dybt engagement i naturen”.

Ifølge fagforeningen blev han forhindret i at komme ind i Rwenzori Nationalpark i slutningen af sidste uge.

– På trods af vores bekymring for hans velbefindende arbejdede NUJ for, at han skulle få lov til at fortsætte sit arbejde som journalist, siger Laura Davison.

– Hans anholdelse er dybt bekymrende. Jeg håber, at myndighederne i Kampala snart vil tillade ham at forlade Uganda uden yderligere problemer.

Sidste uge skrev Klaus Thymann på det sociale medie X, at han befandt sig i Uganda og “blev nægtet adgang til et sted, der er på Unescos verdensarvsliste”. Rwenzori Nationalpark er på verdensarvslisten.

Han skrev desuden, at “som han forstod det”, var han eftersøgt af landets myndigheder, og at han havde brug for hjælp.

Klaus Thymann har ifølge opslaget akkreditering fra NUJ og Den Internationale Journalistføderation (IFJ), som er verdens største journalistorganisation.



Source link

Share.
Exit mobile version