Kunstig intelligens (AI) har gjort sit indtog på landets gymnasier, og undervisningsminister Magnus Heunicke (S) varsler store ændringer, når regeringen efter sommer præsenterer en “akutpakke”.
Det fortæller han i et interview med Berlingske.
Ministeren mener, at elevernes brug af AI er et problem, der skal tages alvorligt.
Skriftlige eksamener lavet derhjemme uden en opfølgende mundtlig prøve er ifølge Magnus Heunicke blevet en uholdbar model, da det reelt ikke tester elevernes kunnen.
Også muligheden for at gøre brug af kunstig intelligens til afleveringerne og lektierne i løbet af skoleåret skal der tages et opgør med, mener han.
– I 90’erne, da jeg gik i gymnasiet, kunne jeg sidde i seks timer og svede over en dansk stil. Meget tyder på, at man ikke kan regne med, at det bliver gjort på samme måde i dag. Og så får eleverne jo ikke den læring, så vi bliver nødt til at finde en ny måde at gøre tingene på, siger ministeren i interviewet med Berlingske.
Karakterfald sætter gang i politisk handling
En stikprøvekontrol fra Danske Gymnasier bragt i Politiken viste for få dage siden, at der var et betydeligt fald i karakterer for dette års studenter.

