Besøgende på Vatikanmuseet i Rom har nu fået mulighed for at se på endnu flere ældgamle ting i den evige stad, Rom.
En gravplads på omkring 1.000 kvadratmeter er nemlig blevet åbnet for offentligheden under Vatikanets tykke mure.
Gravpladsen, der kaldes dødens by, blev opdaget tilbage i 1956, da man ville bygge et parkeringshus i området. Her blev Roms slaver og middelklasse begravet helt tilbage fra år 0 og frem til 300-tallet.
Dengang lige som nu var det forbudt at kremere og begrave døde inden for Roms bygrænse på grund af hygiejneregler. Derfor var gravpladsen på den tid beliggende uden for Rom, skriver Euronews.
– Vi finder ikke gravpladser for kejsere. Heller ikke fra Roms bedste borgere. Til gengæld finder vi gravpladser for frigivne og ikkefrigivne slaver og fra lav- og mellemklassen, siger Barbara Jatta, der er direktør for Vatikanmuseet.
Under udgravningerne er der fundet romerske mosaikker og freskoer. Desuden har man også kunnet finde frem til flere detaljer om de begravede. Blandt andet at en stod for skovbeplantningen i det gamle Rom.
Se billeder fra udstillingen her: