Blandt højdespringerne er lande som DR Congo, Algeriet og Marokko, der møder Holland i 1/16-finalen natten til tirsdag.
I en lille halv time af Marokkos VM-åbner mod Brasilien var det endda alle 11 spillere på banen, der er født andre steder end i Marokko.
Ifølge Sine Agergaard, professor ved Aalborg Universitet, så er der flere ting på spil, når spillerne vælger deres fødeland fra.
– Mange migranter og efterkommere lever jo det, vi kalder transnationale liv – de lever i flere lande. Det kan godt være, at de bor i ét land, men de følger med i medierne, har relationer og familie i deres oprindelseslande, fortæller hun.
– Men fodbold er dybt professionaliseret, så det hører også sporten til, at man tænker over, hvad man kan få ud af at spille for et givent landshold. Så jeg tror bestemt, at det er en blanding af, at man vil spille landsholdsfodbold, og at man gerne vil tilbage til rødderne.
Løfter niveauet
Spørger man DR Sportens fodboldekspert Arnela Muminovic, så er det på nogle måder en ny virkelighed, der præger fodboldslutrunderne.
For når modstanderen hedder Kap Verde eller DR Congo, møder man ikke kun spillere fra små hjemlige ligaer – og en storsejr er langt fra givet på forhånd. Særligt med Kap Verde som et godt eksempel.
– Vi er blevet klogere, for inden slutrunden – og inden jeg havde sat mig ind i holdet – var jeg meget i tvivl om kvaliteten og tænkte ”hvad kan de? Taber de bare 6-0 eller 7-0?”, siger hun.
Så VM-slutrunden, hvor Kap Verde er gået videre fra gruppen, er endnu et eksempel på, hvordan niveauet er blevet løftet af tendensen, siger Arnela Muminovic.
– Det er jo en sandhed med modifikationer, når man skal møde et landshold. For verden er så globaliseret, at mange flere landshold kan trække på spillere udenfor deres eget land. Det gør bare, at niveauet bliver højere. Og niveauet hos de her landshold er overraskende meget højere end forventet.
FIFA har banet vejen
I starten af årtusindet var det sværere at skifte landshold. Fra 2004 var spillere bundet til at repræsentere et land, hvis de havde spillet så meget som et sekund for landet i en gældende landskamp i en officiel turnering.
Men Fifa reviderede reglerne i 2020, så spillere med dobbelt statsborgerskab og maksimalt tre spillede seniorlandskampe kan ”skifte” landshold – hvis kampene altså ikke faldt til en slutrunde som eksempelvis Copa América, EM eller VM.
Curacao’s Tahith Chong er den eneste spiller i den 26-mand store trup fra den VM-debuterende ø-stat, der rent faktisk er født i landet. De andre 25 spillere har oprindelse i Holland, som er nært beslægtet landet. Curacao er således en selvstændig stat indenfor Kongeriget Nederlandene. (Foto: © Issei Kato, Reuters/Ritzau Scanpix)
Det skal dog være sket, inden spilleren har rundet 21 år. Desuden skal der gå mindst tre år fra seneste landskamp, før spilleren kan tørne ud for et nyt landshold. Og så klapper fælden, når man skifter. Man kan kun skifte fodboldnationalitet én gang i karrieren.
Sådan nogle lempelser af reglerne skal heller ikke undervurderes i forhold til udviklingen, siger Sine Agergaard.
– Det spiller selvfølgelig ind. For det betyder jo, at det ikke har lige så store konsekvenser, hvis man vælger et andet land tidligere i karrieren. Tidligere var det meget ultimativt.
Det er alligevel nogle store valg, som nogle spillere står overfor, siger Arnela Muminovic, der har rødder i Bosnien, som er et af de lande, der har rigtig mange spillere født i andre lande.
– Det er ikke noget nemt valg, de her spillere står overfor. Det er et kæmpe pres og stort dilemma i forhold til forældre, familie og befolkningen. Og for eksempel i Bosnien betyder det meget for befolkningen, om landsholdet bliver valgt til eller fra.