Grundskylden ligger nemlig stadig i hans forskudsopgørelse, og det er et felt, han ikke selv kan ændre. Resultatet er, at han nu hver måned betaler omkring 633 kroner i grundskyld.
– Jeg er enlig forsørger, og sommerhuset er solgt. De penge kunne jeg sagtens bruge på noget andet.
– De kan se i deres system, at jeg ikke længere ejer ejendommen, så de ved godt, at der ikke er hjemmel til at opkræve grundskyld, siger han.
Problemerne betød også, at han er blevet opkrævet restskat for fjerde kvartal 2025 – altså efter salget.
I et skriftligt svar beklager Vurderingsstyrelsens direktør, Anne-Sofie Jensen, forløbet. Hun opfordrer Kim Niemann til igen at kontakte styrelsen om sagen.
– Det er beklageligt og ikke godt nok, når borgere i forbindelse med køb og salg af ejendomme betaler skat for ejendomme, der måske er handlet flere måneder forinden.
– Borgere skal ikke blive forkert beskattet på grund af fejl eller mangler i it-systemer, siger hun.
Ny ejer betaler også
Men Kim Niemann har allerede gentagne gange forsøgt at få sagen løst.
Han har desuden været i kontakt med de nye ejere af sommerhuset. De betaler også grundskyld.
Det betyder, at staten i øjeblikket opkræver grundskyld to gange for den samme ejendom.
Hos Skattestyrelsen får han at vide, at opkrævningen er forkert, men at styrelsen ikke vil rette hverken årsopgørelse eller forskudsopgørelse manuelt.
Forklaringen er, at fejlen stammer fra Vurderingsstyrelsens systemer.
Hos Vurderingsstyrelsen lyder meldingen ifølge Kim Niemann omvendt, at der er tale om et større it-problem, som kan tage lang tid at rydde op i.
Samtidig har Vurderingsstyrelsen sendt sagen tilbage til Skattestyrelsen.











