Fredag kunne en lang række af landets fiskere ånde lettet op og begynde at gøre kutterne klar til at sætte kursen mod de norske farvande i Nordsøen og Skagerrak.
Aftalen skulle have været indgået inden årsskiftet, men forhandlingerne har trukket i langdrag, og derfor har danske fiskere siden årsskiftet ikke kunnet fiske i de norske farvande.
Hos Danmarks Fiskeriforening er administrerende direktør Kenn Skau Fischer glad for, at der endelig er landet en aftale.
– For alle i dansk fiskeri er det en dag fuld af lettelse. Vi har ventet længe på, at den her aftale kom på plads, og det har stor betydning for dansk fiskeri, siger han.
Men selve aftalens indhold er han ikke lige så begejstret for, for der er flere begrænsninger på, hvor meget EU-landene må fiske i norsk farvand i forhold til tidligere.
– Danske fiskere mister kvoter i norsk farvand, og vi mister muligheden for at udnytte nogle af vores egne kvoter i norsk farvand. Alt andet lige er det et økonomisk tab for fiskeriet, siger Kenn Skau Fischer.
Han mener dog, at den nuværende aftale er bedre end ingen aftale.
– Det er ikke en aftale, der vækker jubel, men den sikrer, at man nu kan komme i gang med fiskeriet.
‘Det var det muliges kunst’
Alfred Fisker Hansen er formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening samt næstformand i Danmarks Fiskeriforening.
Han plejer at have 90 procent af sit fiskeri i norske farvande, så årets første måneder uden aftale har gjort ondt på pengepungen.
– Det har været altødelæggende for vores start på året og har på ingen måde været gavnligt for vores forretning, siger han.