Maibritt er model på nye billeder, der skal mindske stigmatisering af overvægt: ‘Jeg er ikke bare min mave’
En stor mave med et centimetermål omkring og måske en cola i hånden? Eller en overvægtig og smilende person, der står og laver mad eller træner?
Spørger man Nationalt Center for Overvægt har der været alt for mange af de første billeder, især i medierne, når emnet har været overvægt.
Men med en ny billedbank er der nu et helt arsenal af billeder af overvægtige personer i almindelige hverdagssituationer. Den nye billedbank er skabt af centret for dels at give medier bedre billedmateriale og for i højere grad at afspejle virkeligheden.
Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil fra 2021 er det nemlig mere end hver anden voksne dansker, der er overvægtig. Men det faktum er ikke blevet afspejlet i de billeder, der typisk bliver brugt, mener Jane Hagelskjær, der er kommunikationskonsulent ved Nationalt Center for Overvægt.
– Billeder er med til at skabe virkeligheden og skabe fortællinger. Lige nu er fortællingen, at personer med overvægt er dovne, dumme og uhygiejniske, og hvad der ellers kan blive påduttet af fordomme. De her billeder skal vise nuancerne.
– Jeg gør alt det, alle andre mennesker også gør
Modellerne er castet igennem et bureau og har alle sagt ja til at medvirke, fordi de gerne vil være med til at ændre synet på personer med overvægt.
En af modellerne er Maibritt Juhl Schmidt, der er socialpædagog. Hun er godt træt af den måde, medierne fremstiller overvægtige personer på.
– Man ser en stor mave med et centimetermål, hvor fedtet vælter udover. Det gør det svært at forholde sig til, at der er et menneske bag, siger hun.
En stor forskel på de nye billeder og de billeder, medier ofte har brugt, er, at personerne på de nye billeder ikke er anonymiserede – de står altså frem med ansigt. Maibritt Juhl Schmidt mener, at brug af de anonymiserede billeder er et misforstået hensyn fra mediernes side.
– Jeg kan godt se, man har forsøgt at beskytte en gruppe mennesker. Men det, man får formidlet, er, at overvægtige ikke må være her, at vi ikke er andet end forkerte, siger hun og tilføjer:
– Det, man ser på de gamle billeder, er en tyk mave, der er forkert. Jeg er et menneske, der dyrker sport og har børn. Jeg er ikke bare min mave. Jeg gør alt det, alle andre mennesker også gør.
Kritikere vil måske mene, at når overvægt ofte associeres med noget negativt, skyldes det, at overvægt koster samfundet ekstremt mange penge?
– Det er også enormt dyrt med alle dem, der ryger. Jeg synes ikke rigtigt, vi kan sætte det op på den måde og sige, at fordi overvægtige er dyre, så er vi mindre værd. Jeg synes, det er med til at stigmatisere overvægtige.
Vil sætte ansigt på overvægt
Hendes otte-årige datter, Elina, er også med på billederne. Og det er hun, fordi Maibritt Juhl Schmidt ønsker at vise, at man sagtens kan være en god familie, selvom man kæmper med overvægt – og at overvægt er et vilkår i mange danske familier.
– Da jeg fortalte hende om projektet, syntes hun bare, det var megafedt, og ville gerne være med. Elina har også en forståelse af, at det kan være svært at være overvægtig i samfundet, for hun har hørt nogle af de kommentarer, der kan komme.
Nogle af de her billeder kan jo ende på artikler, der er både kritiske og negative. Hvordan har du det med, at dit og din datters ansigt kan ende under ikke så flatterende overskrifter?
– Det har jeg det rigtig fint med. Tyk er nærmest det værste, man kan være i dag. Man får den label på, at man er doven og uintelligent. Derfor vil jeg rigtig gerne sætte ansigt på og vise, at man har misforstået noget, hvis det er det, man tænker.