Hvor mange patienter, der har fået tilbuddet og sagt nej, har regionerne ikke tal for.
Men mange vil nok opleve tilbuddet som uoverskueligt, vurderer den allerførste patient, der er sendt til udlandet efter DR’s afsløringer. Det er den 54-årige Heidi Pedersen fra Nordfalster.
– Jeg kunne godt frygte, at der er er nogen, der måske kunne finde på at sige nej, fordi de simpelthen ikke kan overskue, hvordan de skal kunne klare sig. Også i tilfælde af, at de ikke kan få en pårørende med, siger hun.
Heidi Pedersen fik i maj i år en omfattende kræftoperation i bughulen – nogle måneder efter at de første historier om lange ventetider var rullet over skærmen på DR.
Afsløringen betød, at Heidi Pedersen – i modsætning til tidligere patienter – fik et tilbud om operation i udlandet. Aarhus Universitetshospital kunne ikke operere hende inden for de lovbestemte to uger, og ingen andre danske hospitaler udfører de avancerede operationer. Så Heidi Pedersen sagde ja til at tage til London.
Hun er taknemlig for tilbuddet, for i dag er kræften væk.
Men hun oplevede mange hindringer undervejs. Hun var på mange måder sin egen tovholder i forbindelse med turen, hun fik vigtige informationer på engelsk og kunne ikke få betalt, at manden kom med som ledsager til den livsafgørende behandling. Det betalte familien selv 12.000 kroner for.
Så der er brug for hjælp til patienter, der skal til udlandet, mener Heidi Pedersen.
– Jeg håber jo, at min historie kan være med til at sætte fokus på, at vi bliver nødt til at kigge på de her ting og se, om vi kan justere noget undervejs for at det bliver nemmere for alle.
Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard, bakker Heidi Pedersen op. Han mener, hendes oplevelser med at tage til udlandet viser, at tilbuddet er for dårligt.
– Det er jo en helt uoverskuelig situation at sætte patienten i: Vil du til England og så må du i øvrigt klare mange af de praktiske ting selv og kommunikere med personalet derovre. Eller vil du foretrække at blive her i Danmark og så vente så længe, at vi måske ikke længere kan operere dig, siger han og tilføjer:
– Det er kun de allerstærkeste danskere, der kan tage imod det her tilbud. Det er jo også det der forklarer, at der inden for det seneste års tid har været omkring fire danske patienter, der har taget imod det her tilbud om behandling i udlandet ved overskridelse af de maksimale ventetider.
Regionerne: Patienterne vil hellere vente
Regionerne har en anden forklaring på, hvorfor få kræftpatienter er sendt til behandling i udlandet.
I en mail til DR skriver Danske Regioner:
– De fleste patienter vil hellere acceptere mindre overskridelser af tidsfristerne i de maksimale ventetider, end at skulle flytte til et andet hospital.
Det skyldes ifølge regionerne, at patienter gerne vil blive hos de læger, de kender, og tæt på familien.
Det er Region Sjælland, der har stået for Heidi Pedersens rejse til kræftoperationen i London.
I en mail til DR skriver koncerndirektør Jesper Gyllenborg, at regionen gav afslag på, at Heidi Pedersens mand kunne ledsage hende til operationen i London på baggrund af en sundhedsfaglig vurdering fra Aarhus Universitetshospital (AUH).
Men Heidi Pedersens historie gør stort indtryk, skriver koncerndirektøren.
– Når et patientforløb er oplevet utilfredsstillende, som det der beskrives her, giver det altid anledning til at undersøge, om og hvordan vi kan gøre det bedre fremadrettet. Det vil vi naturligvis også gøre her, lyder det fra Jesper Gyllenborg.
Han oplyser, at regionerne er i gang med at etablere en fælles specialenhed, der blandt andet kan understøtte gode patientforløb i udlandet.
En krævende rejse for svært syge patienter
Aarhus Universitetshospital (AUH), som har stået for den lægefaglige del af henvisningen til udlandet, ønsker ikke at kommentere det konkrete forløb.
Men man skal være forsigtig med at konkludere ud fra et enkelt forløb med behandling i udlandet, mener professor og konstitueret cheflæge Ole Mogensen på AUH’s mave- og tarmkirurgiske afdeling.
– Der er tale om svært syge patienter, en krævende rejse og et længere ophold i et fremmed land. Men vores indtryk er, at ofte foretrækker patienterne at vente på operation på det hospital, hvor de i forvejen har talt med personalet, skriver Ole Mogensen i en mail til DR.
Heidi Pedersens oplevelse har også gjort indtryk på AUH, skriver han og tilføjer:
– Vi går nu tilbage for at se, hvad vi eventuelt kan lære af den del af forberedelserne, som AUH havde ansvar for.