Flere er i tvivl om vaccination og kimer lægerne ned: ‘Vi har en masse frustrerede og bange patienter’
Telefonerne er rødglødende hos flere praktiserende læger.
For mange borgere har været forvirrede over, hvor og hvordan de kan få dette års influenza-vaccine, når vaccinesæson starter 1. oktober.
I modsætning til tidligere kan man nemlig ikke længere få den hos sin egen læge.
Men alligevel ringer mange borgere med undrende spørgsmål til lægerne, fortæller Birgitte Ries Møller, der er formand for de praktiserende lægers organisation (PLO) i Syddanmark.
– Der er en meget stor forvirring omkring det blandt patienter. Så der her været en meget, meget dårlig information, om hvad der skal foregå, siger hun.
Hun påpeger, at det sådan set ikke er de praktiserende lægers opgave at hjælpe borgerne med vaccinerne. Men de guider alligevel, når forvirrede borgere ringer ind.
– Det er lidt belastende for vores kliniker, at der hele tiden er folk i telefonen, der skal have information. Og der kunne vi altså godt bruge vores personale til andre opgaver, siger hun.
Vi bliver stormet ned
En af dem, der oplever, at telefonen på overarbejde, er Kim Brogaard, som er praktiserende læge i Aabenraa.
Ifølge Kim Brogaard har flere borgere spurgt, om de kan hente en vaccine på apoteket og derpå få den ved den praktiserende læge.
– Vi har nok 40-50 henvendelser om dagen. Og det er borgere, der er utrygge. Borgere, der ikke ved, hvordan de bestiller en tid til vaccinationen i år. Borgere, der ikke ved, hvordan man finder frem til, hvor man bestiller tid.
Det er ikke kun hans sekretær, der tager telefonen og bruger meget tid på at informere borgere om vaccinen.
Han bruger også selv halvdelen af sin telefontid om morgen på det.
– Vi har jo rigtig mange af vores syge patienter og borgere, der gerne skulle komme igennem på telefonen til os, så vi kan behandle dem. Men lige nu står de i samme kø på telefonen som alle dem, der ringer hver dag for at høre til det med vaccinen.
– Så det skaber simpelthen en kø for dem, der har brug for at komme hurtigt igennem.
Faktisk er der så mange, der ringer lige nu, at der også er nogle, der henvender sig fysisk for at finde ud af, hvordan de får bestilt den tid til vaccinen, fortæller han.
På grænsen til kaotisk
Også i Region Midtjylland oplever de, at telefonerne bimler og bamler, fortæller Henrik Idriss Kise, der er formand for PLO i Midtjylland, og som har sin egen lægepraksis i Sorring.
– Det er lidt på grænsen til kaotisk, hvor vi har en masse frustrerede og bange patienter, siger han.
Ifølge Henrik Idriss Kise ringer flere og flere borgere, der har forsøgt at logge ind og bestille tid, fordi de ikke kan finde ud af det.
Der er også henvendelser fra patienter, der oplever lange ventetider, eller at der slet ikke er tider i oktober tæt på deres bopæl.
– Vi frygter, at der er mange og måske også de forkerte, der opgiver at få en tid og ikke bliver vaccineret, siger han.
– Skruer vi tiden to år tilbage, så fungerede det her med influenza-vaccination i almen praksis faktisk rigtig godt. Og patienterne var trygge ved at komme ned til os.
‘Tag det helt roligt’
Det er Sundhedsstyrelsen, der har anbefalet, at der skal laves et regionalt tilbud, hvor man også kan få en vaccine på udvalgte apoteker.
Den anbefaling har alle regioner valgt at følge.
Og Region Syddanmarks koncerndirektør, Kurt Espersen, beder de praktiserende læger og borgerne om at slå koldt vand i blodet. For der nok skal komme noget mere information.
– Vi vil fra regionens side kommunikere ud, hvordan og hvor man kan blive vaccineret. Det kommer ud på vores hjemmeside med kort og det hele. Og det kommer ud i løbet af næste uge.
Han peger på, at der ikke er noget akut behov for at blive vaccineret, da der hverken er en stor influenza- eller coronapandemi.
– Vaccinationssæsonen starter 1. oktober og løber de næste 8-12 uger. Så man skal bare tage det helt roligt, siger Region Syddanmarks koncerndirektør.