Kristine Virén bor på en landejendom med sin mand, deres døtre, svigersønner og barnebarn – og hun elsker at arrangere sociale events på deres gamle bondegård i Nordsjælland.
Det betyder også, at arkitekten, der arbejder som formidlings- og kampagnechef ved Realdania, ikke altid har så voldsomt mange stunder alene.
Det skal der laves om på denne weekend.
Selv er hun efterhånden blevet flergangskøber – først i byen og nu på landet. Og netop bondegårdens landlige omgivelser og lokale tilbud er noget af det, som boligeksperten vil hygge sig med denne weekend.
Jeg skal spise …
… en masse grønt og lokalt.
Det er et overflødighedshorn, sådan som årstiden lige nu byder sig, så jeg vil sige, at det er en forbrydelse ikke at gå efter lokale råvarer. Jeg er vokset op med jord under neglene ved Roskilde Fjord, så tanken om, at vi alle har forudsætninger for at have dyr på en god måde og dyrke grønt og frugt, støtter jeg op om.
Jeg er flyttet med min familie til Nordsjælland syd for Hillerød, hvor der er lokale gårdbutikker. Jeg vil gerne gøre gårdbutikker til mit normale dagligvarehus, men det er det jo ikke – det er mest, når vi skal købe noget særligt.
Vi har høns, så jeg vil lave mig noget røræg – sådan et rigtigt runny røræg med et drys helt friske brændenældeskud ovenpå.
Kristine Virén har for nylig prøvet at lave røræg med æg fra familiens høns og pyntet med brændenælder fra deres grund. Hun vil gentage successen i weekenden, siger hun. (Foto: © Privatfoto)
Jeg vil besøge …
… Frilandsmuseet i Kongens Lyngby.
Jeg har altid været glad for at slæbe familien og især mine døtre på Frilandsmuseet, fordi jeg synes, det er et vildt fedt sted. Denne uge tager jeg mit etårige barnebarn med derud, for vi har nogle mormor-dage sammen.
Der er så mange gode aktiviteter derude – og selvfølgelig brænder jeg også for den bygningsarv, man kan se der. Jeg kigger på egnsudvikling og versioneringer af bonde- og landhusarkitekturen, men du kan jo også bare se bondegårde, klappe dyr, besøge den nye legeplads og kærne smør og alt det der.
Jeg skal sidde …
… alene og tage mig en stille stund.
Vi har købt en landejendom, hvor vi både har holdt julemarked, påskemarked og her i juni sådan noget med bål, bajere og jazzband, hvor 90 mennesker kom til fællesspisning. Det er vildt fedt, men jeg lader også op, når jeg er alene. Familien ved godt, at hvis de ikke kan finde mig, sidder jeg nede i bunden af grunden på et stengærde. Her lader jeg op, og det skal jeg helt sikkert også et par gange her i weekenden.
Man siger jo, at et menneske i dag får 300 gange flere impulser på én dag end et middelaldermenneske, hvis man skal sætte det lidt i perspektiv. Det er ikke så sært, at vi bliver stressede. Hvis du ikke kender et stengærde, virker mere bynær natur altså også godt til det.
