Partier og minister raser

Opslaget har fået den konservative gruppeformand, Mette Abildgaard, til at reagere. På X skriver hun, at hun får “ondt i maven” over opslaget, som hun kalder rablende vanvittigt. 

– Tænk at udskamme det, der virker til at være en tilfældig, uskyldig pædagog, han har passeret på sin vej, skriver hun.

–  Hvad er det, han som politiker legitimerer med sådan et opslag? At vi sviner hver en tilfældig laborant vi møder på sygehuset som bærer tørklæde og “passer sit arbejde”, eller hver en medarbejder i hjemmeplejen, der har tørklæde på, mens vedkommende “passer” vores ældre? skriver hun videre og foreslår, at der kan være tale om en pædagog, der registrerer sygdom på Aula eller styrer musikken på legepladsen. 

 – Jeg går ind for en hård og konsekvent udlændingepolitik. Men jeg bliver rasende over sådan et opslag her! Både som politiker og mor, skriver hun. 

Også De Radikales politiske ordfører, Thomas Rohden, raser. 

– DF er blevet så usselt et parti, at jeg næsten ikke kan begribe det. Her får Allan Feldt lige svinet en pædagog til og problematiseret det faktum, at en muslim “passer vores børn”, skriver han på X. 

Børne- og undervisningsminister Jacob Mark (SF) kritiserer opslaget på sin facebookprofil. Han opfordrer til, at man ikke tager billeder af folk uden tilladelse. 

– Stop med at tage billeder af pædagogisk personale. Stop med at tage billeder af børn der leger. Lad børn være børn. Det er under lavmålet. Særligt som folketingsmedlem, skriver han. 

‘Ikke det menneske jeg er’

Opslaget er efterfølgende blevet slettet, og Allan Feldt har sendt en undskyldning på sms til DR.

DR ville gerne have haft et interview med Allan Feldt, men han ønsker ikke at stille op, da han gerne vil give sin familie fred og ro, skriver han. 

– Jeg har slettet opslaget, fordi det ikke var i orden. Det ramte helt ved siden af. Jeg vil derfor undskylde for opslaget og dets retorik. Jeg er ikke dette menneske, skriver han.

Han skriver, at han med opslaget ønskede at sætte fokus på den familiestruktur, hvor danskerne “mindre end nogensinde før er mindre sammen med vores små børn”. 

Han blev derfor “trist” over at se, at den person, han havde taget billede af, ikke – ifølge ham – havde opmærksomheden rettet på børnene. 

– Oplevelsen ødelagde mit naturlige menneskesyn og normale etiske og moralske kompas, skriver han. 

Han skriver også, at både han og hans familie efter opslaget har fået trusler, og derfor vil han gerne lægge sagen bag sig og ikke svare på flere spørgsmål.

– Jeg bliver nu truet, kaldt pædofil, nazist, racist, facist og så videre, hvilket rammer mig men især min elskede familie, hvilket de slet ikke har fortjent, skriver han.

For Radikales Thomas Rohden er undskyldningen ikke nok. 

Han opfordrer til, at Allan Feldt også undskylder på X, hvor opslaget oprindeligt blev delt. Og så mener han, at opslaget er et “mønster” fra Dansk Folkepartis side.

– Opslaget er en del af en længere række politiske udmeldinger, hvor DF-politikere åbenlyst dømmer mennesker på baggrund af deres religion eller etnicitet.

– Når sådanne udmeldinger kommer igen og igen, er det svært at betragte dem som enkeltstående fejltrin. De tegner i stedet et mønster, hvor mennesker vurderes og mistænkeliggøres på baggrund af deres religion eller etniske baggrund, siger han til DR. 

DR har rakt ud til Dansk Folkeparti, som ikke har yderligere kommenterer.

Share.
Exit mobile version