Adrenalinen hjalp Norge i kampens indledende minutter, men intensiteten dalede markant, da begge hold fik ro til at græsse.
Langsomt gik 22 spillere rundt med bolden, ingen passerede gaden ud at se sig for tre-fire gange, mens kulissen ramte samme kogepunkt som en strikkeaften i Bergen.
Noget måtte sættes fri, og hvis nordmændene ikke havde modet, hvad så med Elfenbenskysten?
Normalt legesyge og anti-skandinaviske i deres tilgang til spillet. Stram disciplin, lige linjer? Den slags vil de normalt ikke kede hinanden eller os andre med.
I Yamoussoukro, landets hovedstad, vil man hellere brænde flot end at score grimt, men selv ikke Yan Diomande, kriminelt ung og god, så ud til at have fået søvnen ud af øjnene.
Kampen var klinisk død indtil det 39. minut, hvor norske Antonio Nusa besluttede sig for at få noget ud af dagen.
Kantspilleren skar, som var han selve kuren mod narkolepsi, ind i feltet, inden han med indersiden afleverede bolden i det lange hjørne.
Et tiltrængt vandhul i en bibelsk ørkenvandring, og alle med norsk pas kastede sig med hovedet først for at få et par dråber.
Ingen vej udenom Haaland
I timerne op til kampen faldt billetpriserne markant, og derfor havde mange lokale set deres snit til at stikke snuden indenfor.
Om de blev afskrækket af tempoet, eller om de hellere ville hyggeshoppe i ringen af tilbudsbutikker, der omringer det enorme stadion, vides ikke.
Mange havde dog fundet andre steder at bruge deres tid, da opgøret blev genoptaget.
Det fortrød de muligvis, da brølet fra langt størstedelen af de knap 70.000 gæster sneg sig ud under taget.
Mens de vandrede et sted derude i frihedens land, løste sudokuer og sad på gyngestativer, leverede netop indskiftede Amad Diallo et af slutrundens bedste mål.