Højdespringerens plan
På ti år har intet mindre end seks premierministre i Storbritannien kastet håndklædet i ringen. Men Andy Burnham har – må man forstå ud fra dagens tale – en plan. Noget, som briterne har savnet, mener Morten Rønnelund.
– Et af hovedargumenterne mod hans forgænger, Keir Starmer, der nu er gået af, var, at han skiftede kurs flere gange. Flere gange var der tale om deciderede U-vendinger. Det var meget uklart for mange vælgere, hvad han ville med Storbritannien.
I sin tale i dag forsøger Andy Burnham at tale til de briter, som er kritiske over for eliten i hovedstaden, mener Morten Rønnelund.
– Mange briter uden for London føler, at London har glemt alt om dem, og han sender et signal om, at han vil lave et opgør med hovedstaden og eliten. Lidt på samme måde som Nigel Farage (leder af partiet Reform UK siden 2024, red.), siger han.
Planen for Storbritannien
Andy Burnham ønsker at lave en pendant til Downing Street 10. Ikke i London, men i Manchester.
Det løftede han i dag sløret for.
Forslaget går under navnet “Number 10 North”.
Med andre ord vil han decentralisere magten, ifølge Morten Rønnelund.
– Han vil indføre mere lokal kontrol i Storbritannien. Han har også en plan om at genindustrialisere byerne uden for London – en lidt nostalgisk tanke. Der lå jo engang alle de her store fabrikker fulde af arbejdspladser, der i dag er lukkede. Dem vil han genskabe med moderne produktion, siger han.
Andy Burnham har også tidligere givet udtryk for, at borgmestre i Storbritannien skal have større indflydelse på almennyttige boliger, velfærd og uddannelse i deres områder.
– Han har nok set og lært noget som borgmester i Manchester, hvor han savnede mere styring. Hans ambition er at vise, at lokal magt kan være dygtig og velfungerende, siger Morten Rønnelund.
Særligt én udfordring
Spørger man Storbritannien-kommentatoren, er der særligt én stor udfordring, som den potentielt næste premierminister skal lykkes med at tackle, hvis han skal blive succesfuld.
– Briterne skal føle, at de får flere penge mellem hænderne, og at det går fremad. Hverdagen skal blive lettere – løn skal følge med inflation. Togbilletter skal blive billigere. Det skal gøre mindre ondt at handle ind for den almindelige brite. Og den opgave er enormt svær for britisk økonomi har det ikke godt lige nu, siger han.













