Bistandsadvokat Helle Hald må ikke længere repræsentere de fem kvinder, der har politianmeldt komikeren Jonatan Spang, fastslår en dom fra Københavns Byret fra den 4. juni i år.
Det er Jonatan Spangs advokat, Julie Stage, som har rejst sagen. Hun er bekymret for, at de fem kvinder kan påvirke eller afstemme deres forklaringer, skriver Politiken.
– Det kan jeg konstatere, at retten har været enig i. Jeg forstår ikke, at Københavns Politi ikke har reageret på dette af egen drift, siger hun ifølge avisen.
Helle Hald er partner i Sirius Advokater og forperson for Landsforeningen af Bistandsadvokater.
Hun mener ikke, at hendes rolle som bistandsadvokat for fem forskellige kvinder i samme sag udgør et problem.
– Nej, det er der lovgivningsmæssigt og efter praksis intet problematisk i, skriver hun i et svar til Politiken.
Avisen har rakt ud til begge advokater, som har sendt skriftlige svar.
Derudover har avisen også rakt ud til Jonatan Spang, men han vil ikke kommentere byrettens afgørelse om, at Helle Hald ikke længere må repræsentere de fem kvinder, der har politianmeldt ham.
DR har også rakt ud til komikeren, og vi fik samme melding fra hans talsmand.
Juraprofessor enig i byrettens afgørelse
Det vil juraprofessor Lasse Lund Madsen fra Aarhus universitet til gengæld gerne.
Han kalder det usædvanligt, at Helle Hald kunne repræsentere fem forurettede i samme sag. Samtidig peger han på, at vidners forklaringer ikke må være påvirket af, hvad andre måtte sige eller mene.
– Det er helt klart et problem, hvad retten øjensynligt også må have anerkendt, skriver han i en mail til Politiken.
Sagen mod Jonatan Spang begyndte sidste år. Her anklagede en kvinde den nu 48 år gamle komiker for at have begået et seksuelt overgreb, da han var 31 år og kvinden var 15 år.
Sagen var medvirkende til, at Jonatan spang blev fyret som vært på DR-programmet ‘Tæt på Sandheden’.
Sagen begyndte at rulle sidste efterår
En fyring, som Jonatan Spang blandt andet kommenterede således på sin instagram-profil i september sidste år.
– Som de fleste af jer ved, har DR valgt at afskedige mig som vært på ‘Tæt på Sandheden’. Det skyldes, at jeg for 16 år siden, da jeg var 31 år, havde et venskabeligt forhold samt en kortvarig intim relation til en dengang 15-årig pige.
– Hun har beskyldt mig for et overgreb begået dengang. Som jeg også har svaret DR, kan jeg ikke genkende hendes beskyldninger. Men det har fået mig til at overveje mine egne handlinger.
Siden fulgte flere andre anmeldelser, og i november sidste år oplyste Helle Hald, at hun var bistandsadvokat for fem kvinder i sagen.
– Jeg kan bekræfte, at jeg på nuværende tidspunkt er beskikket for i alt fem kvinder, der har anmeldt sig udsat for seksuelt overgreb, voldtægt eller vold af fysisk eller psykisk karakter, sagde Helle Hald dengang til Ekstra Bladet.








