Egentlig kunne destinationen godt have været en anden, men den spanske ferie-ø er et sikkert hit blandt feriegæsterne.
– Det er jo kongen af alle rejsemål. Mallorca er et fantastisk rejsemål, selvom det er der, danskerne er rejst til i de seneste 60-70 år, siger Peder Hornshøj.
Der er afgang fra lufthavnen i Karup en gang om ugen, og selvom det først er i dag, at det første charterfly letter, så er interessen allerede stor, lyder det fra Peder Hornshøj.
– Der er stadig pladser her og der, men jeg kan ikke sige, at der er mange pladser tilbage. Jeg synes, vi kan se, at det har været en succes at komme af med pladserne.
I første omgang er det kun denne sommer, at der vil være charterfly til det sydlige Europa. Herefter skal der evalueres, inden der tages stilling til, om der fortsat skal være charterfly fra Karup.














